Uglies af Scott Westerfeld

Velkommen til verden som den ser ud om 300 år: Alle får en skønhedsoperation når de fylder 16 og bliver til Pretties. Som børn er man Littlies, og i puberteten Uglies. Uglies er også titlen på den første bog i Scott Westerfelds kvartet om Tally Youngblood.

Vi møder Tally en måned før hendes 16-års fødselsdag, og hun føler sig ensom i Uglyville, den del af byen hvor alle 12-15 årige bor i bofællesskaber, går i skole og fordriver tiden indtil de fylder 16, så de kan få deres operation og blive New Pretties.

Tallys bedste ven Peris, som er en måned ældre end hende, er allerede blevet en New Pretty, og Tally keder sig. En aften sniger hun sig ind i New Pretty Town, hvor alle New Pretties fester, morer sig og nyder livet. Efter hun har mødt Peris ånder hun lettet op – han kan stadig huske hende – og hun sniger sig tilbage til Uglyville, fast besluttet på at få tiden til at gå så hurtigt som muligt. På vejen hjem møder hun en anden Ugly, Shay. Shay og Tally bliver veninder, og det er Shay, som fortæller Tally om The Smoke. The Smoke er en bosættelse langt væk, hvor ingen har fået deres operation, alle er forblevet grimme. Shay har bestemt sig for at flygte til The Smoke inden hun fylder 16. Hun vil leve et andet liv end partypige-livet alle New Pretty-piger lever.

Tally er mildest talt chokeret, og tanken om at nogen frivilligt vil fravælge et liv som Pretty vækker med det samme dyb afsky. Tally lægger ikke megen vægt bag Shays fantasier om The Smoke og tror ikke på at stedet overhovedet eksisterer. Da Shay vitterligt forsvinder før sin 16 års fødselsdag og sin operation bestemmer Tally sig for ikke at følge efter hende. Hun kan næsten ikke vente med at få sin operation, og som planlagt bliver hun hentet af myndighederne på sin fødselsdag og ført til hospitalet. Men et eller andet er galt, og snart efter står Tally i et kæmpe dilemma, der fører hende ad samme vej som Shay, mod The Smoke og desværre langt væk fra den skønhedsoperation, hun så brændende ønsker sig.

Uglies er en interessant bog med en interessant præmis, men jeg fik ikke slået benene væk under mig. Jeg synes at historien var lidt for længe om at komme i gang, men da den så endelig kom i gang, var det faktisk en god historie. Jeg ser frem til at læse de tre andre bøger i kvartetten: Pretties, Specials og Extras.

Jonas er udvalgt (The Giver) af Lois Lowry

Jonas er udvalgt er den første bog i et sæt på tre skrevet af Lois Lowry. Jeg er ikke sikker, men det er vist kun den første, der også er udkommet på dansk. Den hedder The Giver på engelsk.

Hovedpersonen Jonas bor i en verden, der på overfladen er Utopia. Alt er fuldstændig ordnet. Du ved nøjagtigt hvordan du taler korrekt. Uhøflighed er forbudt. Løgn er forbudt. Familier sammensættes gennem nøje studier af hvem der passer sammen. Alt er sat i system, alt ubehageligt er fjernet. Det eksisterer ikke. Der findes ikke outsidere. Alle er lige, de deler sameness. Når du fylder 12 bliver du voksen og begynder din praktiktid som videnskabsmand, sygeplejerske, retoriker, advokat, gartner, arbejder eller hvad systemet nu finder ud af, at din løbebane skal være.

Vi møder JOnas og hans venner i Gruppe 11 kort tid inden deres 12-års fødselsdag (alle har fødselsdag på samme dag, selvom dagen efter man er fyldt 12 ikke længere fejres) Jonas ser frem til at komme i Gruppe 12 og få at vide, hvad hans løbebane skal være. Da Gruppe 11 endelig bliver til Gruppe 12 og får deres praktikpladser bliver Jonas forbigået til stor overraskelse for alle. Jonas bliver nemlig udvalgt til at efterfølge den gamle Giver (The Giver), og får ikke et almindeligt job. Giveren er den, som alle erindringer ligger hos, og alle disse erindringer skal nu overføres fra den gamle Giver til Jonas, så han kan blive Receiver of Memory for det samfund, han bor i.

Jonas opdager at alt og alle ikke behøver at dele sameness, og denne opdagelse får enorme konsekvenser da han desuden opdager, at der før i tiden var en anden virkelighed, en anden verden, hvor alt det ubehagelige ikke blev holdt væk fra folk og blot “opsamlet” af en Giver. Spørgsmålet er om han kan fortsætte med at leve i “Utopia” med denne nye viden eller om han må flygte til en mere sandfærdig verden, hvis altså en sådan findes stadigvæk.

Jonas er udvalgt var tankevækkende, men heller ikke mere. Jeg vil dog nok læse de øvrige Lois Lowry-bøger i sættet, selvom de ikke handler om Jonas.

The Forest of Hands and Teeth af Carrie Ryan

The Forest of Hands and Teeth er Carrie Ryans debutroman, den udkom i 2009 og jeg har set den omtalt på en del (engelsksprogede) bogblogs. Det er en bog fyldt med De Uindviede (The Unconsecrated), der grundlæggende set er zombier.

Handlingen foregår i en landsby mange, mange, mange år efter The Return (= Apocalypsen), da De Uindviede overtog verden. De mennesker, der overlevede Apokalypsens, bosatte sig i en landsby og byggede et højt metalhegn omkring den. Dette metalhegn forsøger De Uindviede hele tiden bryde igennem. Et enkelt bid fra en Uindviet betyder næsten øjeblikkelig infektion, og den berørte enten dør (hvis altså familien kan få sig selv til at dræbe den inficerede) eller bliver til en Uindviet, hvilket ikke er en ønskværdig tilstand.

Mary, vores unge heltinde, er født i landsbyen og kender intet til den eventuelle verden, der måtte være uden for metalhegnet. Det eneste hun ved er, at landsbyen er omgivet af Hånd-og-Tand Skoven (The Forest of Hands and Teeth), hvor De Uindviede befinder sig i stort antal. Men Marys mor har fortalt den unge pige historier – historier om Havet og en verden uden for landsbyen.

Ganske kort tid før Mary skal troloves, sker der noget som bevirker, at hun ender med at slå sig ned med Søsterskabet, en form for nonneorden der styrer landsbyen og som bor i landsbyen katedral. Mens hun er i katedralen får hun mistanke om, at der måske er en anden verden uden for den metalindhegnede landsby – en anden verden hvor De Uindviede ikke kan leve, en verden hvor mennesker ikke kan høre de konstante klageskrig fra De Uindviede. Mary har ikke tænkt sig at sidde på sine hænder og bare lade tingene ske, tvunget ind i et arrangeret ægteskab. Hun kommer derfor snart på kant med Søsterskabet og dets øverste nonne, Søster Tabitha.

Hvad der derefter sker, skal jeg ikke afsløre, du er nødt til at læse bogen selv. The Forest of Hands and Teeth udkom mens Twilight-hysteriet var på sit højeste (en anmelder sagde “Zombies may be the new vampires“), og det er ikke spor langt ude at forestille sig, at Carrie Ryan ønskede at ride med på Twilight-bølgen. Helt forståeligt. Jeg har ikke læst Twilight-serien, og kan derfor ikke sammenligne, men i The Forest of Hands and Teeth er det centrale tema ung kærlighed og de problemer, det medfører. Jeg er desværre for gammel til at synes at det er særlig interessant – men igen, jeg er ude i at læse en ungdomsbog, så det er ok. Hele Zombie-temaet og den verden, som forfatteren har bygget op er rigtig godt og rigtig godt beskrevet i bogen. Mary udvikler sig gennem hele bogen, selvom hele elsker-elsker-ikke-problematikken sled lidt på mig til sidst.

Den næste bog om Mary og De Uindviede udkommer i år (2010), og den skal jeg helt sikkert læse. Yngre læsere (særligt piger) vil formentlig sætte stor pris på The Forest of Hands and Teeth. Ganske god bog.

the dead & the gone af Susan Beth Pfeffer

the dead & the gone er den anden bog i det, der nu kaldes for The Moon Crash Trilogy. Første bog, Mens vi endnu er her, var eminent, og jeg var heller ikke skuffet over denne. I den første bog fulgte vi 16-årige Miranda og hendes familie i en lille by i Pennsylvania, men i denne bog er hovedpersonen den 17-årige puertoricaner Alex, der bor i New York.

Eftersom det forventes at vi kender baggrunden fra den første bog (at en asteroide slår månen ud af dens bane og bl.a. forårsager tidevandsbølger, tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud), bliver der ikke brugt tid på at forklare det i denne bog. Hvilket er helt fint. Mirandas historie havde familien og familiens dynamik som centralt element, og det er også familien, der er det centrale i the dead & the gone. Men der er tillige et helt nyt sæt af problemer, der bliver taget op i the dead & the gone.

Det største aspekt er, at religion spiller en stor rolle i the dead & the gone. Religion og hvad der deraf kan følge var noget, der skete på sidelinjen i den første bog, men Alex og hans familie er katolikker, og tro, bøn, Messe, synd, helgener og andre religiøse emner bruges derfor i bog 2 som værktøj til at drive historien frem. Bogen er dog ikke prædikende på nogen måde. Heller ikke selvom den er amerikansk.

Et andet centralt element er, at Alex og hans to yngre søstre står mere eller mindre alene, dvs. uden voksne, i deres post-apokalyptiske verden. Deres forældre og ældre bror forsvinder – måske – fra allerførste side, og Alex, Bri og Julie må klare skærene selv.

the dead and the gone bruger The Big City (New York) som scene, ikke en lille by på landet. I denne bog bevæger vi os ud i byen og ser på de problemer der opstår, når en megastorby rammes af en så kolossal katrastrofe. Begge handlingers centrale tema er dog stadig familien og det at blive voksen i verden, hvor intet er som før.

Andre (engelsksprogede) bloggere har også nævnt at Alex’ macho-latino opførsel var trættende og stereotypisk. De har ret, men jeg kunne nu stadig godt lide Alex, selvom han nogle gange var meget irriterende. Fx da han beordrer sine søstre til at gøre rent og lave mad, fordi det er hvad kvinder gør. Men udover det var det en rigtig god bog, og jeg venter i spænding på Bog 3, der iflg. rygterne bringer Alex og Miranda sammen. Og så må vi se om verden kan fortsætte med at eksistere eller om alt er tabt!

Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer

Susan Beth Pfeffer er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger, men jeg havde ikke hørt om hende eller hendes forfatterskab førend jeg så en anmeldelse af  Life as we knew itViviennes blog Serendipity, og vidste, at den måtte jeg bare læse, ungdomsbog eller ej. Bogen er også udkommet på dansk med titlen Mens vi endnu er her, og er der nogen, der kan fortælle mig hvilke børn/unge og/eller deres forældre, der har råd til at betale næsten 400 kr. for en bog?! Det er 100 kr. mere end den nyeste Jussi Adler-Olsen eller Elsebeth Egholm-krimi. Godt, der findes biblioteker.

Miranda er en ganske almindelig teenager på 16. Hun bor i en mindre by i Pennsylvania og har helt almindelige teenageproblemer: kommer hun nogensinde på en date, hvordan er det at kysse en dreng, hvorfor føler hun ikke at hun kender sine venner mere osv. Miranda har også en ganske sød og almindelig familie. Hun bor med sin mor og lillebror, far har en ny kone og bor lidt længere væk, men alle er på talefod, og storebror er flyttet på college. Meget almindeligt alt sammen, og alt er sådan set i sin skønneste orden. Sommeren er ved at være på vej, og både Miranda og lillebroren glæder sig til at komme på sommerferie hos faren og hans nye kone, og senere på basketball lejr. Alt dette fortæller Miranda om i sin dagbog, hvor hun skriver om alle disse små og store ting fra et såre almindeligt amerikansk teenageliv.

 

Vi kommer ind i Mirandas liv et par dage før noget stort er ved at ske. En asteroide har kurs mod månen, og hele verden er spændte. Alle tv-stationer kører astronom-interviews i båndsløjfer, og alle glæder sig til at se asteroiden ramme månen. Ingen har mistanke om andet end et spektakulært naturfænomen.

Derfor er det en kæmpe overraskelse, da asteroiden rammer månen så hårdt at den, månen, bliver skubbet ud af sin bane. Panikken bryder ud med det samme, og med månen hængende så tæt på jorden, går der ikke længe før de første rapporter om ødelæggende naturkatastrofer, bl.a. tsunamier og jordskælv over hele verden begynder at løbe ind. Det står meget hurtigt klart, at intet længere er som før.
Miranda og hendes familie gør hvad de kan for at overleve i denne nye verden, og selvom jeg godt kunne have brugt en smule mere “action” engang imellem, er jeg nødt til at sige, at jeg rigtig godt kunne lide Mirandas fornuftige (og nogle gange teenagehysteriske) dagbogsstemme, der på en meget autentisk vis fortæller om hendes og familiens op- og nedture. Det var meget spændende læsning, og jeg havde faktisk ret svært ved at glemme historien og slippe den.
Der er endnu ikke udkommet nogen opfølger på Mirandas historie, men Susan Beth Pfeffer har også skrevet the dead and the gone (ikke udkommet på dansk), som foregår på samme tid, men denne gang sættes scenen i storbyen i stedet for lillebyen i Amerika, og det er med en anden hovedperson.

Mens vi endnu er her er MEGET anbefalelsesværdig, særligt til aldersgruppen 12-15 år.

Læs også Den Elektriske Kanins fremragende anmeldelse af Mens vi endnu er her ved at klikke på linket.

Hunger Games II: Catching Fire af Suzanne Collins

Hvis du ikke har læst den første bog, Dødsspillet (se omtale nedenfor), og påtænker at gøre det, bør du nok ikke læse videre her, da omtalen afslører hændelser fra den første bog i trilogien.
—————————————————–

Mange af de engelsktalende bogbloggere jeg er i kontakt med, læser børne- og ungdomsbøger. Dog ikke fordi de selv nødvendigvis er specielt unge, snarere fordi ungdomsbøger opfattes som en genre på lige linje med alle mulige andre genrer, som “voksne” også læser. Mange læser dem selvfølgelig også fordi der ganske enkelt er et stort marked af spændende ungdomslitteratur at gå i gang med, og fordi mange af de problemstillinger, der tages op i ungdomslitteraturen er almengyldige, også for voksne.
Nu er jeg så selv blevet en af de voksne, der læser børnebøger – eller i hvert fald ungdomsbøger. Og det har jeg godt nok ikke gjort siden jeg selv var i målgruppen – for en del år siden! Og lad det være sagt med det samme: jeg har stort set kun haft gode læseoplevelser her i de sidste par måneder, hvor jeg har slugt den ene ungdomsbog efter den anden. Jeg skal dog villigt indrømme, at de kærlighedshistorier/forviklinger/ubeslutsomheder om man skal have sex eller ikke have sex/osv ikke er det, der bærer historierne for mit vedkommende. På ingen måde. Jeg finder det snarere en anelse kedsommeligt. Og derfor går jeg også udenom deciderede kærlighedsbøger. Så vil jeg trods alt hellere læse om kærlighed og hvad der deraf følger skrevet på et plan, hvor jeg kan identificere mig mere med det. Jeg har derfor ret nøje (og efter anbefalinger ikke mindst) læst bøger der enten var dystopiske og/eller post-apokalyptiske eller ovre i fantasy-genren. Nå, nok snak. Nu til den bog, denne omtale handler om:
Gennem utallige anbefalinger fra den engelsksprogede bogblogger-verden, blev jeg trukket ind i Hunger Games-universet, der indtil videre består af to bøger. Denne omtale er om bog 2 i det, der skal være en trilogi. Da jeg var ret vild med etteren, skyndte jeg mig at bestille toeren, Catching Fire, med det samme den blev tilgængelig her i Europa. Den første Hunger Games bog (udk. på dansk med titlen Dødsspillet) var en fantastisk oplevelse at læse, og Catching Fire er meget tæt på at være lige så fantastisk. Grunden til, at den ikke er helt oppe at ringe, er, at hele det overraskelsesmoment, der var i den første bog vedr. selve Dødsspillet selvfølgelig ikke er til stede i toeren. Nu ved vi ligesom godt, hvad det er, det hele handler om. Der er dog andre overraskelser i toeren, bare rolig.

Vi befinder os stadig i Panem, det, der engang var USA. Vi kender ikke grunden til at USA blev til Panem, men det er tydeligt, at der ligger et eller andet jorden-er-gået-under-scenarie bag. Vi får ikke noget at vide om det, men jeg håber, at der kommer lidt om netop det i den sidste bog.

Katniss og Peeta, der vandt den 74. udgave af Dødsspillet er velhavende nu, da det er en del af vinderens præmie. De bor i store huse, har masser af mad og livet burde være godt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. De lever stadig i Distrikt 12, det fattigste og mest yderlige distrikt af de 12 distrikter som Panem består af. Panem er ikke et frit land, skal det lige indskydes. Det er et diktatur, styret af Præsident Snow. Katniss har ikke rigtigt fået talt med Peeta siden de kom hjem fra Dødsspillet, selvom det hedder sig, at de er forelskede i hinanden. Det var bl.a. denne “kærlighed”, som gjorde, at de var i stand til at at vinde Dødsspillet i den første bog. Katniss bruger også en del tid på at spekulere over Gale, hendes bedste ven som hun plejede at jage med i skoven. Katniss er ked af, at deres forhold er blevet så anstrengt siden hun deltog i Dødsspillet. Men det tror da pokker. Det lå i luften fra de første sider af den første bog, at Gale var seriøst kærestepotentiale for Katniss. Da hun så sendes afsted til Dødsspillet med Peeta, og vender hjem som Peetas nye kæreste (selvom det var skuespil), er det klart, at Gale ikke ved, hvor han står. Det skal lige siges, at dette spor i historien ikke fylder voldsomt meget, og selvom man ikke er til “ung kærlighed”, kan man sagtens læse bøgerne alligevel. På denne her måde har forfatteren sikret sig, at den store målgruppe af kærlighedshungrende teenagepiger gider at læse med på en historie, der på sin vis er temmelig voldsom, og måske mere appellerer til læsende teenagedrenge.

Dødsspillet bliver sendt på tv over hele Panem som et reality show, og da indbyggerene i alle distrikter pr. præsidentens dekret er tvangsindlagte til at se med,  bliver Katniss og Peeta store stjerner i alle distrikter. Da bog to tager sin begyndelse, er Katniss og Peeta ved at gøre sig klar til at drage ud på en jubel-tur gennem alle Panems distrikter, hvor de skal lade sig hylde og fejre. Ikke at de har meget lyst til det, for noget ulmer og bobler under overfladen.

Lige inden de skal afsted, aflægger Panems usympatiske og ækle præsident Katniss et besøg. Han bor ellers i The Capitol, Panems dekadente hovedstad og rigeste distrikt. Det, der ulmer og bobler under overfladen i hele Panem har nået præsident Snow og hans mænd, og man er bestemt ikke begejstrede. I The Capitol har man i mange år forsøgt at holde den ulmende frihedstrand under låg, men siden Katniss og Peeta vandt Dødsspillet, er det blevet hårdere og hårdere at holde låget på plads. Befolkningen er ved at gøre sig klar til oprør, og præsidenten vil gøre alt for, at det ikke sker.

Det er derfor med alvorlige trusler hængende over deres hoveder, at Katniss og Peeta begiver sig ud på deres sejrstur gennem Panem. De må under ingen omstændigheder opildne til noget der bare kan minde om selvstændig tankevirksomhed, de må ikke puste til frihedstrangens ild. Og mere vil jeg ikke sige om Catching Fire andet end LÆS DEN (men læs bog et først).

The Hunger Games (Dødsspillet) af Suzanne Collins

The Hunger Games er en ungdomsbog (trilogi, faktisk, selvom treeren endnu ikke er udkommet), der har gået sin sejrsgang på det engelsksprogede bogmarked. Den er lige udkommet på dansk under navnet Dødsspillet, hvilket er en særdeles passende titel. Jeg har ikke læst den danske, men kan se bare på omtalen, at personernes navne åbenbart også er oversatte og at de derfor hedder noget andet end i den engelske. Det må I bære over med.
De to teenagere Katniss og Peeta lever i en mørk, postapokalyptisk fremtid, hvor deres verden (USA, nu kaldet Panem) er blevet inddelt i 12 distrikter (oprindeligt 13). Distrikterne med de første numre i talrækken er de bedste, med The Capitol som det allerbedste, rigeste og mest glamourøse distrikt. The Capitol er også præsidentens distrikt. Det er her, man planlægger The Hunger Games (Dødsspillet)
Katniss og Peeta bor som sagt i 12. distrikt, det allerfattigste distrikt hvor det ikke er usædvanligt at se folk falde om af sult og dø. I en fjern fortid var distrikt 12 The Appalachian Mountains, og 1. distrikt ligger ved det, der dengang hed Rocky Mountains. Katniss bor i den allerfattigste del, og det er hende, der er familiens forsøger. Det har hun været siden hendes far døde i en mineulykke et par år tidligere. Hendes familie består ud over hende selv af moderen og lillesøsteren Prim. Hun skaffer mad – og lidt penge – ved at jage i skovene uden for distriktet, selvom dette er strengt forbudt.
Vi møder Katniss første gang på Høst-dagen. Høst-dagen er den dag, hvor to børn eller unge fra hvert distrikt bliver udvalgt til at deltage i Dødsspillet. Dødsspillets eneste regel er at slå alle de andre deltagere ihjel og undgå at blive slået ihjel selv. Dødsspillet sendes på tv som reality-tv over hele landet, og pr. ordre fra præsidenten er enhver beboer i Panem tvangsindlagt til at se det.
Da Katniss’ lillesøster Prim udvælges som en af deltagerne i dette års Dødsspil, vælger Katniss at tage hendes plads i stedet. Den anden deltager fra 12. distrikt er bagerens stilfærdige søn Peeta. Peeta og Katniss rejser til 1. distrikt sammen med de 22 andre børn og unge fra de øvrige distrikter. Her forbereder de kampen, der snart skal til at foregå. Når først de er i arenaen, er det alles kamp mod alle: Dræb eller bliv dræbt. Arenaen er forskellig fra år til år – det kan være en ørken, en jungle, en skov, et bjergområde. Det er ikke noget deltagerne ved før de ankommer dertil.
Dødsspillet er en gysende god bog. Jeg har i mange år snøftet hånligt af voksne, der læste Harry Potter (har ikke selv læst dem), og havde aldrig troet, at jeg selv ville gide at røre en ungdomsbog. Men denne bog var virkelig, virkelig god, og ja, jeg blev oppe den halve nat for at læse den færdig. Jeg var bare nødt til at finde ud af hvordan Katniss og Peeta klarede sig i arenaen. Jeg var kold ind til benet efter endt læsning, og det er en meget mørk bog, der ikke levner ret meget håb tilbage vedr. menneskeheden. Men den havde trods alt glimt af oprør og venskab i sig også, og det gjorde, at man kunne holde ud at læse den.
Jeg læste en del apokalyptiske og postapokalyptiske børne- og ungdomsbøger da jeg selv var yngre, og med Dødsspillet er jeg kommet ind i sådan en fase igen. Har allerede læst The Hunger Games 2 plus et par andre med samme tema. Mere om dem senere.
Jeg ved ikke hvordan den danske oversættelse er, så min meget varme anbefaling gælder den engelske udgave. LÆS DEN.