Mudbound af Hillary Jordan

Mudbound af Hillary Jordan udspiller sig igennem nogle måneder i 1946 i Deltaet i Mississippi. Anden Verdenskrig er ovre i Europa, og de amerikanske tropper er begyndt at komme hjem igen. Nogen mere uvilligt end andre.

Historien begynder nogle år før, da den 31 årige gammeljomfru Laura netop har slået sig til tåls med at forblive ugift. Hendes liv er sådan set rart nok. Men da Henry, der er 10 år ældre, begynder at gøre kur til hende, er hun dog ikke i tvivl ret længe, og de gifter sig.

Efter nogle gode år som stort set ubekymret hjemmegående husmor i byen, flytter Henry sin kone og deres to små døtre på landet. Og så begynder tingene at falde fra hinanden. Henrys bror Jamie kommer hjem fra krigen, ødelagt og med et alkoholproblem. Lauras svigerfar, der er en tyrannisk og led gammel mand, flytter ind hos Henry og Laura, og efterhånden udvikler tingene sig i sådan en retning, at Laura ikke er sikker på at hun kan holde det ud mere. Kun Henry trives i bedste velgående med livet på landet, mens alt andet omkring ham falder fra hinanden.

Den sorte familie der hjælper på gården og med husarbejdet venter også på en søn, der skal vende hjem fra krigen. Da han endelig kommer hjem, ender han som midtpunkt i en tragedie, der også involverer Jamie og resten af den lille kreds af mennesker på og omkring Laura og Henrys gård.

Mudbound er ikke nogen glad og romantisk historie. Historien begynder og ender dog med kærlighed i en eller anden form, så læseren efterlades ikke med en fuldstændig desillusioneret smag i munden.
racisme i Mississippis delta-egne i slutningen af 1940’erne er et af hovedtemaerne i bogen, ligesom den fremmedgørelse, der kan opstå mellem mand og kone selvom de egentlig har et lykkeligt ægteskab. Bogen er også om hvordan en lille ting kan sætte gang i en række af hændelser, der indimellem fører til tragedie og destruktion. Over det hele ligger sydstaternes atmosfære af had, smerte, hede, regnvejr og mudder som en dyne, der gør det svært at ryste historien af sig. Den er mørk, historien, men også sine steder nærmest poetisk, og heldigvis er der også glimt af håb bag al håbløsheden. Ikke en morsom bog – der er ikke et gran af humor i den – men jeg kunne lide den. Anbefalelsesværdig.

Property af Valerie Martin

Property af Valerie Martin foregår i 1828 i Louisiana, og er om Manon Gaudet, gift med en sukkerplantageejer, som hun ikke kan fordrage, og om hendes slave Sarah, som hun heller ikke kan fordrage. Manons frustrationer og vrede går ofte ud over Sarah, som til gengæld heller ikke er nogen sympatisk karakter, slave eller ej. Manon er gold, hvilket hun glæder sig over, og vi ved, at det ikke er hos hendes mand, at “fejlen” skal findes, for han er far til to uægte børn med Sarah. Det ældste barn Walter får ofte lov til at løbe frit rundt på plantagen, i hvert fald når Manons mand synes, at det er i orden. Manons vrede vokser og vokser. Hun savner New Orleans, hun savner kærlighed og venskab. Hun savner et liv, bare det ikke er hendes eget. Hun er ikke i stand til at tage imod den udstrakte hånd, hendes mand rækker hende, og det hele ender i et særdeles dramatisk klimaks, da en gruppe slaver bryder ind på plantagen en nat.

Det slog mig, at jeg ikke syntes at nogen af personerne i denne historie var sympatiske. De var alle ret usympatiske, men af forskellige årsager. Skrivestilen er klar og skåret ind til benet. Ingen unødvendige fyldord eller alenlange beskrivelser. Læseren efterlades med en følelse af at både at have ondt af personerne og finde dem usympatiske.

Property er dog en god bog og absolut anbefalelsesværdig.

Page 1 of 2
1 2