Mudbound af Hillary Jordan

Mudbound af Hillary Jordan udspiller sig igennem nogle måneder i 1946 i Deltaet i Mississippi. Anden Verdenskrig er ovre i Europa, og de amerikanske tropper er begyndt at komme hjem igen. Nogen mere uvilligt end andre.

Historien begynder nogle år før, da den 31 årige gammeljomfru Laura netop har slået sig til tåls med at forblive ugift. Hendes liv er sådan set rart nok. Men da Henry, der er 10 år ældre, begynder at gøre kur til hende, er hun dog ikke i tvivl ret længe, og de gifter sig.

Efter nogle gode år som stort set ubekymret hjemmegående husmor i byen, flytter Henry sin kone og deres to små døtre på landet. Og så begynder tingene at falde fra hinanden. Henrys bror Jamie kommer hjem fra krigen, ødelagt og med et alkoholproblem. Lauras svigerfar, der er en tyrannisk og led gammel mand, flytter ind hos Henry og Laura, og efterhånden udvikler tingene sig i sådan en retning, at Laura ikke er sikker på at hun kan holde det ud mere. Kun Henry trives i bedste velgående med livet på landet, mens alt andet omkring ham falder fra hinanden.

Den sorte familie der hjælper på gården og med husarbejdet venter også på en søn, der skal vende hjem fra krigen. Da han endelig kommer hjem, ender han som midtpunkt i en tragedie, der også involverer Jamie og resten af den lille kreds af mennesker på og omkring Laura og Henrys gård.

Mudbound er ikke nogen glad og romantisk historie. Historien begynder og ender dog med kærlighed i en eller anden form, så læseren efterlades ikke med en fuldstændig desillusioneret smag i munden.
racisme i Mississippis delta-egne i slutningen af 1940’erne er et af hovedtemaerne i bogen, ligesom den fremmedgørelse, der kan opstå mellem mand og kone selvom de egentlig har et lykkeligt ægteskab. Bogen er også om hvordan en lille ting kan sætte gang i en række af hændelser, der indimellem fører til tragedie og destruktion. Over det hele ligger sydstaternes atmosfære af had, smerte, hede, regnvejr og mudder som en dyne, der gør det svært at ryste historien af sig. Den er mørk, historien, men også sine steder nærmest poetisk, og heldigvis er der også glimt af håb bag al håbløsheden. Ikke en morsom bog – der er ikke et gran af humor i den – men jeg kunne lide den. Anbefalelsesværdig.

Property af Valerie Martin

Property af Valerie Martin foregår i 1828 i Louisiana, og er om Manon Gaudet, gift med en sukkerplantageejer, som hun ikke kan fordrage, og om hendes slave Sarah, som hun heller ikke kan fordrage. Manons frustrationer og vrede går ofte ud over Sarah, som til gengæld heller ikke er nogen sympatisk karakter, slave eller ej. Manon er gold, hvilket hun glæder sig over, og vi ved, at det ikke er hos hendes mand, at “fejlen” skal findes, for han er far til to uægte børn med Sarah. Det ældste barn Walter får ofte lov til at løbe frit rundt på plantagen, i hvert fald når Manons mand synes, at det er i orden. Manons vrede vokser og vokser. Hun savner New Orleans, hun savner kærlighed og venskab. Hun savner et liv, bare det ikke er hendes eget. Hun er ikke i stand til at tage imod den udstrakte hånd, hendes mand rækker hende, og det hele ender i et særdeles dramatisk klimaks, da en gruppe slaver bryder ind på plantagen en nat.

Det slog mig, at jeg ikke syntes at nogen af personerne i denne historie var sympatiske. De var alle ret usympatiske, men af forskellige årsager. Skrivestilen er klar og skåret ind til benet. Ingen unødvendige fyldord eller alenlange beskrivelser. Læseren efterlades med en følelse af at både at have ondt af personerne og finde dem usympatiske.

Property er dog en god bog og absolut anbefalelsesværdig.

Uncle Tom’s Children af Richard Wright

Uncle Tom’s Children er en samling af noveller af varierende længde plus en selvbiografisk intro på 15 sider. Bogen handler om at være sort i de amerikanske sydstater omkring 1930 – og vi ved alle at det ikke var det letteste sted i verden at opholde sig! Den selvbiografiske sketch, som Wright kalder det, har titlen The Ethics of Living Jim Crow, og den begynder således:

“My first lesson in how to live as a Negro came when I was quite small. We were living in Arkansas. Our house stood behind the railroad tracks. Its skimpy yard was paved with black cinders. Nothing green ever grew in that yard. The only touch of green we could see was far away, beyond the tracks, over where the white folks lived.”

 

Senere flytter Wright med sin familie til Mississippi, og det er her de øvrige noveller foregår. Ja, faktisk er jeg ikke klar over om det præcis er i Mississippi, men de foregår alle uden nogen tvivl i Sydstaterne.
Den første novelle hedder Big Boy Leaves Home, og den handler om hvordan en enkelt, forkert beslutning kan ændre alt – særligt hvis du er en ung, sort mand i Sydstaterne for ca. 70 år siden. Fire venner er ude at bade i bækken, da en hvid kvinde opdager dem. Fra det sekund hun opdager begynder alt at gå grueligt galt – dels på grund af de fire venner, dels på grund af den hvide kvinde.
Da jeg havde læst denne historie tænkte jeg, at nu kan det da umuligt blive værre…jeg tog fejl.

 

Anden historie, Down by the Riverside, er nemlig værre. Et kraftigt regnvejr har fået floden til at gå over sine bredder, og Mann opdager, at han har været stædig alt for længe, idet han har nægtet at forlade sit hus ved flodbredden. Nu er hans kone ved at dø i barselsseng, oversvømmelsen er ved at gøre det af med hans hus, og så dukker Bob pludselig op med en stjålen robåd. Kan de nå at komme til Røde Kors hospitalet inden konen dør? Vil de hvide overhovedet lade dem komme ind på hospitalet?
Tredje historie hedder Long Black Song og er en fugtig og dramatisk historie om sex, kærlighed og vold. Den unge mor Sarah sidder utålmodigt og venter på at hendes mand Silas skal komme hjem. Inden Silas når hjem kommer en hvis dørsælger forbi og tilbyder Sarah at købe en grammofon.

 

Fjerde novelle, Fire and Cloud, og den femte novelle, Bright and Morning Star handler begge om politisk vækkelse, og det var de to noveller, jeg syntes var de mindst interessante, selvom den sidste novelle har en slutning, der efterlod mig nærmest mundlam. I Fire and Cloud er vækkelsen centreret om religion, mens den sidste historie kredser om kommunismen. I begge disse “politiske” noveller møder vi hvide, der agerer og interagerer på en human måde med de sorte, og i den sidste novelle møder vi også den “omvendte racisme”, hvor det er sorte, der udøver racisme mod hvide. Racisme er dog aldrig forfriskende på nogen måde, uanset hvem der er modtager, og jeg synes at Wright beskriver dette på brillant vis i den sidste novelle.

 

Alle novellerne er skrevet i sydstatsdialekt, men var let nok at læse. Det, der virkelig slog hovedet på sømmet var, at selvom denne samling noveller er skrevet i slutningen af 1930’erne, føltes sproget ikke gammeldags. Den kunne have være skrevet i dag. Richard Wright skriver guddommeligt, selvom novellerne er både triste og brutale. Jeg håber, at vi er kommet bare en lille smule videre i dag, men har nogle gange svært ved at tro på det. Wrights noveller blev læst med tungt hjerte – særligt i betragtning af, at de hændelser der beskrives, foregik for under 100 år siden. Der lever stadig mennesker, som oplevede det her. Jeg anbefaler denne bog. Læs den nu!
Richard Wright skal læses på engelsk efter min mening, selvom bl.a. Tom Kristensen har oversat ham.

What Looks Like Crazy on an Ordinary Day af Pearl Cleage

Ava Johnson er blevet diagnosticeret med HIV, og hun ønsker at flytte til tilbagelænede San Francisco. Men inden hun tager dertil gør hun et stop i sin barndomsby, hvor hendes søster, der er enke, stadig bor og arbejder som socialrådgiver. Continue reading “What Looks Like Crazy on an Ordinary Day af Pearl Cleage”