Bog: Niceville af Kathryn Stockett

On by Louise Posted in BoganmeldelserTagged , , , Leave a comment
Niceville af Kathryn Stockett er blevet en mega-million-bestseller i det meste af verden, ligesom den også forlængst er filmatiseret. Jeg har ikke set filmen, men bogen er fremragende skrevet og dens hovedtema er eviggyldigt.
Sorte og hvide i 1960’ernes Mississippi

Vi er i begyndelsen af 1960’ernes Mississippi. Samfundet er strengt delt op i sorte og hvide, og vi følger særligt to sorte kvinder, Aibileen og Minny, og en hvid kvinde Miss Skeeter. Sorte kvinders lod er at være husholdersker og barnepiger (og det er kun iført deres hvide hushjælpsuniformer at de fx må handle i hvide supermarkeder) for rige (eller blot middelklasse) hvide familier.

Hvis de da er så heldige at have et job i det hele taget. Aibileen arbejder for Miss Elizabeth, der er veninde med Miss Skeeter. Minny arbejder for Miss Walters, som er mor til den tredje veninde Miss Hilly. De tre veninder er i begyndelsen af 20’erne, Aibileen er 50+ og Minny er omkring de 40.

Niceville Kathryn Stockett
Oak Alley Plantation ligger i Louisiana og har derfor ikke noget med bogen Niceville at gøre.

Elizabeth og Hilly er begge gift og har børn, mens Skeeter er mere optaget af at få gang i en journalist-karriere. Da Skeeter kommer tilbage til plantagen efter universitetet, opdager hun, at Constantine, hendes elskede barnepige er væk. Hun havde været familiens husholderske gennem næsten 40 år. Skeeters mor er mest interesseret i at få afsat Skeeter til en passende mand. Hun vil ikke fortælle, hvad der er blevet af Constantine. Det nager Skeeter.

Veninden bliver mere og mere racistisk

Det tre kvinder mødes en gang om ugen for at spille bridge. Ved en af disse lejligheder, hører Skeeter veninden Hilly plædere for, at deres farvede barnepiger/husholdersker ikke skal bruge toiletterne inde i huset. I stedet skal de have deres eget, separate lokum uden for. Farvede personer bærer jo på alskens sygdomme, de kan overføre til de hvide. Noget skurrer for første gang i Skeeters ører. Hillys snak bliver over tid mere og mere racistisk (selvom Hilly selv ikke opfatter det som sådan).

Skeeter trækker sig langsomt ud af gruppen, i hvert fald mentalt. Hun begynder at snige sig til at tale med Aibileen, selvom de begge er på farlig grund. En velhavende, hvid kvinde har ikke noget at gøre med en farvet hushjælp. I så fald skal det være i et arbejdsgiver/arbejdstager forhold.

Sydstaterne var raceopdelte

Efterhånden vokser en endnu mere farlig ide frem hos Skeeter, og den kan kun sættes i værk med Aibileens og Minnys hjælp. Samtidig med at ideen tager form, følger vi de tre kvinders liv med mænd, børn og manglen på samme, i dette opdelte samfund i de amerikanske sydstater i 1960’erne.

Niceville af Kathryn Stockett hedder The Help på originalsproget, og jeg kan godt forstå at den har fået titlen Niceville på dansk. Det passer faktisk vældig godt, og en titel der var mere direkte oversat, ville ikke have givet nogen mening i forhold til bogens tematik. Bogen kan købes på både engelsk og dansk hos Saxo.

Meget har heldigvis ændret sig i Mississippi i dag, og vi har for eksempel skrevet om efterårsfestivaler i staten. Det kan du læse mere om her.

Uncle Tom’s Children af Richard Wright

On by Louise Posted in BoganmeldelserTagged , , , , , , , 4 Comments

Uncle Tom’s Children er en samling af noveller af varierende længde plus en selvbiografisk intro på 15 sider. Bogen handler om at være sort i de amerikanske sydstater omkring 1930 – og vi ved alle at det ikke var det letteste sted i verden at opholde sig! Den selvbiografiske sketch, som Wright kalder det, har titlen The Ethics of Living Jim Crow, og den begynder således:

“My first lesson in how to live as a Negro came when I was quite small. We were living in Arkansas. Our house stood behind the railroad tracks. Its skimpy yard was paved with black cinders. Nothing green ever grew in that yard. The only touch of green we could see was far away, beyond the tracks, over where the white folks lived.”

 

Senere flytter Wright med sin familie til Mississippi, og det er her de øvrige noveller foregår. Ja, faktisk er jeg ikke klar over om det præcis er i Mississippi, men de foregår alle uden nogen tvivl i Sydstaterne.
Den første novelle hedder Big Boy Leaves Home, og den handler om hvordan en enkelt, forkert beslutning kan ændre alt – særligt hvis du er en ung, sort mand i Sydstaterne for ca. 70 år siden. Fire venner er ude at bade i bækken, da en hvid kvinde opdager dem. Fra det sekund hun opdager begynder alt at gå grueligt galt – dels på grund af de fire venner, dels på grund af den hvide kvinde.
Da jeg havde læst denne historie tænkte jeg, at nu kan det da umuligt blive værre…jeg tog fejl.

 

Anden historie, Down by the Riverside, er nemlig værre. Et kraftigt regnvejr har fået floden til at gå over sine bredder, og Mann opdager, at han har været stædig alt for længe, idet han har nægtet at forlade sit hus ved flodbredden. Nu er hans kone ved at dø i barselsseng, oversvømmelsen er ved at gøre det af med hans hus, og så dukker Bob pludselig op med en stjålen robåd. Kan de nå at komme til Røde Kors hospitalet inden konen dør? Vil de hvide overhovedet lade dem komme ind på hospitalet?
Tredje historie hedder Long Black Song og er en fugtig og dramatisk historie om sex, kærlighed og vold. Den unge mor Sarah sidder utålmodigt og venter på at hendes mand Silas skal komme hjem. Inden Silas når hjem kommer en hvis dørsælger forbi og tilbyder Sarah at købe en grammofon.

 

Fjerde novelle, Fire and Cloud, og den femte novelle, Bright and Morning Star handler begge om politisk vækkelse, og det var de to noveller, jeg syntes var de mindst interessante, selvom den sidste novelle har en slutning, der efterlod mig nærmest mundlam. I Fire and Cloud er vækkelsen centreret om religion, mens den sidste historie kredser om kommunismen. I begge disse “politiske” noveller møder vi hvide, der agerer og interagerer på en human måde med de sorte, og i den sidste novelle møder vi også den “omvendte racisme”, hvor det er sorte, der udøver racisme mod hvide. Racisme er dog aldrig forfriskende på nogen måde, uanset hvem der er modtager, og jeg synes at Wright beskriver dette på brillant vis i den sidste novelle.

 

Alle novellerne er skrevet i sydstatsdialekt, men var let nok at læse. Det, der virkelig slog hovedet på sømmet var, at selvom denne samling noveller er skrevet i slutningen af 1930’erne, føltes sproget ikke gammeldags. Den kunne have være skrevet i dag. Richard Wright skriver guddommeligt, selvom novellerne er både triste og brutale. Jeg håber, at vi er kommet bare en lille smule videre i dag, men har nogle gange svært ved at tro på det. Wrights noveller blev læst med tungt hjerte – særligt i betragtning af, at de hændelser der beskrives, foregik for under 100 år siden. Der lever stadig mennesker, som oplevede det her. Jeg anbefaler denne bog. Læs den nu!
Richard Wright skal læses på engelsk efter min mening, selvom bl.a. Tom Kristensen har oversat ham.