Black Hole af Charles Burns

Black Hole er en mærkelig grafisk roman om teenageangst og fremmedgørelse. Vi er i Seattle på et eller andet tidspunkt i 70’erne, og skoleelever (ældre) gør det, som skoleelever (ældre) altid har gjort og sikkert altid vil gøre: bliver forelskede, skændes med deres forældre, eksperimenterer med sex og stoffer, pjækker fra skole osv.

Continue reading “Black Hole af Charles Burns”

Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)

Kan du stadig huske landet mellem at være barn og næsten voksen? Lige inden puberteten. For jo, den er for børn, Neil Gaimans Coraline. Vel fra en 9-10 års alderen og op. Oprindeligt er Coraline en roman, men jeg læste tegneserieudgaven, tilpasset og illustreret af P. Craig Russell. Og jeg synes da godt nok at den var ret uhyggelig. Continue reading “Coraline af Neil Gaiman (tegneserie)”

Stitches af David Small

Stitches af David Small er en grafisk erindringsroman og en af de mest bevægende historier, jeg har læst længe. Eftersom historien handler om en dreng, David, der mister sin stemme, er en del af bogen faktisk kun tegninger, men sikke nogle tegninger! Davids øvrige familie er heller ikke de store sludrechatoller, så selvom bogen er på mere end 300 sider, kan den snildt læses ud i en køre. Hvis man da kan få historien ned! Continue reading “Stitches af David Small”

The Stand af Stephen King: Captain Trips af Roberto Aguirre Sacasa

 Jeg har allerede læst The Stand af Stephen King. Endda flere gange. Både den forkortede, oprindeligt udgivne version, den lange “uncut” udgave, udgaven på engelsk, udgaven på dansk (der hedder Slutspil). Ja, The Stand er og bliver en af mine yndlingsbøger, og har været det siden jeg læste den første gang som letpåvirkelig 21-årig! Og som sagt genlæst adskillige gange. Men aldrig som tegneserie / grafisk roman.

Continue reading “The Stand af Stephen King: Captain Trips af Roberto Aguirre Sacasa”

Fun Home: A Family Tragicomic af Alison Bechdel

Fun Home: A Family Tragicomic er erindringer skrevet som en grafisk roman. Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvornår vi siger grafisk roman frem for blot tegneserie, for det er jo det, der er. Historien er tegnet og fortalt af Alison Bechdel, der også er hjernen bag serier såsom Dykes To Watch Out For. Jeg er ikke særlig velbevandret i  GLBT-litteraturen, men har da læst en håndfuld eller to, der kan kategoriseres som sådan. Bechdel er lesbisk, og Fun Home: A Family Tragicomic handler om at finde ud af sin seksualitet, og komme ud af skabet, men historien er absolut om meget andet end lige det. Homoseksualitet er det bagvedliggende hovedtema i historien, mens det foranliggende hovedtema er forholdet mellem børn og deres forældre. I dette tilfælde forholdet mellem Alison og begge forældrene,  først og fremmest faderen.

Alison vokser op med meget fraværende forældre, der lever i et knapt så lykkeligt ægteskab, hvor både moderen og faderen virker endog ret desillusionerede. Alisons far arbejder som engelsklærer, hendes mor er ved at skrive speciale samtidig med at hun forsøger at slå igennem lokalt som skuespiller. Faderens hovedinteresser er litteratur og arkitektur, og han bruger det meste af sin fritid på at indrette familien hjem i forskellige stilarter. Mellem jobbet som engelsklærer og fritidsinteresserne, ejer familien også en bedemandsforretning (funeral home), der i familiens daglige jargon blot kaldes The Fun Home.

Vi følger Alison fra hendes tidlige barndomsår og indtil hun er omkring 20 år gammel og flyttet hjemmefra. Alison fører dagbog, og i Fun Home: A Family Tragicomic bruger hun en hel del af disse dagbogsskriverier, men set fra den ældre og klogere Alisons synspunkt. Historien er fyldt med litterære henvisninger, og på trods af at historien er temmelig mørk, løber der en tydelig strøm fyldt med humor og ironi under historiens overordnede tristesse.

Maus af Art Spiegelman

Jeg har altid læst tegneserier. Tintin, Lucky Luke, Asterix, Anders And osv. Ikke alt for mange “fancy” tegneserier henvendt til voksne, mere de “sjove” tegneserier med historier som både børn og voksne synes er sjove. Jeg har med andre ord aldrig været nogen tegneserie-ekspert.

Og jeg er bestemt heller ikke nogen ekspert udi grafiske romaner, der efterhånden har været ret populære i nogle år, men har længe ønsket at begynde at læse dem. En af de mere kendte er Maus af Art Spiegelman, som også fik Pullitzer Prisen (i 1992). Maus måtte være et godt sted at begynde, så jeg satte den på min juleønskeliste og var så heldig, også at få den.

Jeg begyndte læsningen af Maus om aftenen d. 24. og var færdig nogle dage efter. Og jeg må sige, at historien stadig huserer i mit hoved. Jeg er forholdsvis kendt med 2. verdenskrigs historie, Holocaust, KZ-lejre mm., men ikke så jeg er i stand til at diskuterer krigens politiske udvikling og den slags. Det var dog ikke noget problem at “forstå” handlingen i Maus!

Ganske kort handler Maus om to unge, polske jøder ægteparret Vladek og Anja. De er bosat i Polen da krigen bryder ud og vi følger dem gennem krigen. Først som medlemmer af en rig, jødisk familie, dernæst mens de bor i en af de jødiske ghettoer, deres deportation til Auschwitz og til sidst deres liv i Queens, NYC. Det er Art, deres søn født i Stockholm efter krigen, som fortæller (tegner) historien om sine forældre. Historien om deres liv i Polen under 2. verdenskrig udgør halvdelen af bogen (jeg fik den samlede Maus i julegave. Oprindeligt er den delt i to separate hæfter). Den anden halvdel handler om Arts eget liv i vore dage. Om hans problemer med sin aldrende, konstant brokkende far Vladek, Holocaust-overlever, som Art ikke kan holde ud at være sammen med ret lang tid ad gangen. Skyld og skyldfølelse er et underliggende (og i passager knapt så underliggende) tema gennem hele historien: Vladeks skyldfølelse over at have overlevet Holocaust, Arts skyldfølelse over ikke at kunne holde sin far ud og begges skyldfølelse over moderen Anjas selvmord (dette er ikke ment som en spoiler, da det fortælles allerede i begyndelsen af historien). Men Maus er også om kærlighed…ikke kun om håbløshed og grufulde hændelser.
Jeg ved ikke om det er forkert at være vild med denne historie? Jeg kunne rigtig godt lide den rå, no-nonsense måde, det hele bliver fortalt på. Jeg kunne også godt lide de lidt primitive tegninger og selvom jeg gudskelov ikke kan relatere til Holocaust på et personligt plan, rørte den grusomme historie alligevel et eller andet. Og så er historien, trods alle rædslerne, heller ikke uden humor i stregen. Det er genialt at jøderne er tegnet som mus og tyskere som katte. Amerikanere er i øvrigt hunde, polakker grise og franskmænd frøer. Selvom bogen har 20 år eller mere på bagen, og selvom det ikke er en ny historie, der fortælles, var der alligevel rigtig meget at tænke over bagefter. Jeg kan kun anbefale alle at læse Maus!

Der er mere om Art Spiegelman her hvorfra jeg også har taget tegningen af Art Spiegelman som en mus (jøde). Det andet Spiegelman-billede er fra The Harvard Gazette.