American Wife af Curtis Sittenfeld

Skrevet med øje for den mindste detalje i et flydende og letlæst sprog, vil jeg begynde med at anbefale Curtis Sittenfelds American Wife. Det er helt sikkert en god og velskrevet bog. Det er også en lang bog på mere end 600 sider. Det er en saga! Og selvom den vitterligt er let at læse, så er den også så pakket med hovedpersonen Alice’s tanker og reflektioner, at det tager noget tid at tygge sig igennem. I hvert fald for denne læse. Jeg er ikke på nogen måde en superhurtig læser, men jeg er på den anden side heller ikke en specielt langsom læser. Men denne tog det altså nogen tid at komme igennem.

Det er en seriøs sag, vi har med at gøre, men der er også humor spredt ud over nogle af de 600 sider. Ikke at det fylder voldsomt, men det lidt tørre og noget humorforladte passer nu fint til hovedpersonens sind. Læseren følger Alice Lindgren, en lidt naiv Wisconsin-pige, fra hendes tidlige barndom og indtil hun er ca. 60. Vi ved fra begyndelsen af bogen, at Alice er den amerikanske førstedame, men vi får ikke at vide hvornår i hendes liv det er. Vi må læse bogen for at finde ud hvad der er sket i Alices liv og hendes ujævne vej til at blive gift med den amerikanske præsident.

Hele bogen er fortalt i første person, og resultatet er, at læseren virkelig føler at man lærer Alice at kende. Hun er en sympatisk kvinde, og jeg nød at læse om hende. De første to-tredjedele af bogen er rigtig gode og meget velskrevne, og handler om Alices barndom, teenageår og voksenliv. Hendes vej gennem livet er ikke nødvendigvis en dans på roser, der er mange stikkende torne undervejs plus nogle deciderede tragedier.

Den sidste tredjedel af bogen var en smule skuffende. Det er den del, der handler om hendes tid som førstedame (iflg. forfatteren selv og adskillige omtaler rundt omkring, skal Alice løseligt forestille at være Laura Bush). Plottet bliver en smule løst i det, mere vil jeg ikke røbe, da jeg ellers vil komme til at spolere for meget af den øvrige historie, men der er masser af anmeldelser fx på Amazon, der ikke holder sig fra at afsløre ting. Jeg ville selv have været irriteret, hvis jeg havde vidst disse ting inden jeg gik i gang med at læse bogens, selvom jeg egentlig er enig med de pågældende anmeldere!

Hvis du er interesseret i en god bog, der folder USAs historie (i lille format) ud fra 1950’erne til 2007, er American Wife et godt valg.

Bogormen har anmeldt American Wife her.

Fun Home: A Family Tragicomic af Alison Bechdel

Fun Home: A Family Tragicomic er erindringer skrevet som en grafisk roman. Egentlig er jeg ikke helt klar over, hvornår vi siger grafisk roman frem for blot tegneserie, for det er jo det, der er. Historien er tegnet og fortalt af Alison Bechdel, der også er hjernen bag serier såsom Dykes To Watch Out For. Jeg er ikke særlig velbevandret i  GLBT-litteraturen, men har da læst en håndfuld eller to, der kan kategoriseres som sådan. Bechdel er lesbisk, og Fun Home: A Family Tragicomic handler om at finde ud af sin seksualitet, og komme ud af skabet, men historien er absolut om meget andet end lige det. Homoseksualitet er det bagvedliggende hovedtema i historien, mens det foranliggende hovedtema er forholdet mellem børn og deres forældre. I dette tilfælde forholdet mellem Alison og begge forældrene,  først og fremmest faderen.

Alison vokser op med meget fraværende forældre, der lever i et knapt så lykkeligt ægteskab, hvor både moderen og faderen virker endog ret desillusionerede. Alisons far arbejder som engelsklærer, hendes mor er ved at skrive speciale samtidig med at hun forsøger at slå igennem lokalt som skuespiller. Faderens hovedinteresser er litteratur og arkitektur, og han bruger det meste af sin fritid på at indrette familien hjem i forskellige stilarter. Mellem jobbet som engelsklærer og fritidsinteresserne, ejer familien også en bedemandsforretning (funeral home), der i familiens daglige jargon blot kaldes The Fun Home.

Vi følger Alison fra hendes tidlige barndomsår og indtil hun er omkring 20 år gammel og flyttet hjemmefra. Alison fører dagbog, og i Fun Home: A Family Tragicomic bruger hun en hel del af disse dagbogsskriverier, men set fra den ældre og klogere Alisons synspunkt. Historien er fyldt med litterære henvisninger, og på trods af at historien er temmelig mørk, løber der en tydelig strøm fyldt med humor og ironi under historiens overordnede tristesse.

Tender Graces af Kathryn Magendie

Tender Graces er Kathryn Magendies debut, og det er en fin, lille historie. Hvis du kunne lide YaYa-bøgerne, vil du også kunne lide Tender Graces.

Den smukke, vilde og noget uuddannede Katie Ivene fra West Virginias bjerge møder den smarte Shakespeare-citerende dørsælger Frederic, og i løbet af kort tid er de gift og har fået tre børn: Micah,Virginia Kate og Andy. Virginia Kate, som vi møder på den allerførste side som en voksen kvinde på vej til sit barndomshjem, fortæller historien om sin mor, far, søskende og øvrige familie fra de tidlige tressere til de tidlige halvfjerdsere. Virginia Kate er på vej hjem for at få rystet nogle af skeletterne ud af skabet, så vi aner allerede fra første færd, at det ikke bliver nogen nem rejse, vi skal ud på.

Historien foregår i de amerikanske sydstater, og har en hel del af de elementer, der kendetegener den traditionelle Southern Gothic roman. For eksempel er historien fyldt med spøgelser, som det kun er Virginia Kate der kan se. Spøgelser som hun bruger mens historien folder sig ud og barndomsminderne (traumerne) begynder at presse sig mere og mere på. Virginia Kate hjælpes også godt på vej af sin mormors dagbog.

Første halvdel af historien er meget mørk, og selvom den var en anelse tynd sine steder (der manglede en smule informationer her og der om fx mormorens liv), er det en gribende historie. Halvvejs gennem bogen tager tingene en drejning for vores hovedpersoner, og fra da af begynder historien at blive en anelse forudsigelig, og denne anden halvdel er ikke nær så stærk som første halvdel. Personudviklingen og beskrivelserne er fine hele vejen igennem, selvom der som sagt godt kunne have været en smule mere kød på nogle af de ting, hændelser og personer, der nævnes en passant, og som måske ikke lige er hovedpersoner, men som alligevel spiller en vis rolle for historiens gang.

Jeg er sikker på at jeg trods det vil læse mere fra Kathryn Magendies hånd hvis hun fastholder sin fine stil og gode greb om personer, man tror på.

Læs mere på Kathryn Magendies hjemmeside her, hvor det også fremgår at der udkommer en ny bog om Virginia Kates liv i 2010.

The Girl Who Stopped Swimming af Joshilyn Jackson

Jackson’s første bog gods in Alabama var fremragende, hendes anden Between, Georgia, halvkedelig. Derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af hendes seneste The Girl Who Stopped Swimming. Men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. De sidste sider samt slutningen føltes en anelse tynde, men udover det er The Girl Who Stopped Swimming virkelig anbefalelsesværdig.

Handlingen foregår i Florida, hvor Laurel, der laver kunstneriske quiltede tæpper, lever et noget beskyttet liv i et beskyttet kvarter med sin mand og datter. Hendes mand er en computernørd på det næsten autistiske stadie, hendes søster en meget flamboyant skuespiller, gift med en homoseksuel mand og hendes mor er en sydstatskvinde, der hele sit liv har forsøgt at løsrive sig fra de uhumske forhold, som hun voksede op under i DeLop, som må være en af de mest deprimerende lokaliteter, jeg nogensinde er stødt på i litteraturen. Alle spiller de en rolle i Laurels liv – et liv, der går helt i stykker da hendes datters bedste ven drukner i Laurel’s swimmingpool. Laurel tvinges til at komme ansigt til ansigt med fortidens synder og hemmeligheder, sit nuværende liv, sit ægteskab, sin familie og sin arv fra DeLop. Noget, hun i øvrigt har forsøgt at undgå hele sit liv.
 
Handlingen er om Pigen, der holdt op med at svømme, men er også om en ung kvinde i 30’erne, som forsøger at få styr på sit liv. Det lyder som en simpel historie, og det er det på en måde også. Men efterhånden som Laurel indser præcis hvad det er, hun må gøre, begynder tingene at ramle for alvor, for under den stille overflade bobler djævelskaben, rådnende og stinkende minder, spøgelser, undertrykte følelser og livet på samfundets laveste trin.

Lyder det som dårlig triviallitt? Det er det på ingen måde. Jeg anbefaler denne bog varmt, og ser frem til Jacksons næste Southern Gothic roman.

 
 

Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer

Susan Beth Pfeffer er forfatter til en lang række børne- og ungdomsbøger, men jeg havde ikke hørt om hende eller hendes forfatterskab førend jeg så en anmeldelse af  Life as we knew itViviennes blog Serendipity, og vidste, at den måtte jeg bare læse, ungdomsbog eller ej. Bogen er også udkommet på dansk med titlen Mens vi endnu er her, og er der nogen, der kan fortælle mig hvilke børn/unge og/eller deres forældre, der har råd til at betale næsten 400 kr. for en bog?! Det er 100 kr. mere end den nyeste Jussi Adler-Olsen eller Elsebeth Egholm-krimi. Godt, der findes biblioteker.

Miranda er en ganske almindelig teenager på 16. Hun bor i en mindre by i Pennsylvania og har helt almindelige teenageproblemer: kommer hun nogensinde på en date, hvordan er det at kysse en dreng, hvorfor føler hun ikke at hun kender sine venner mere osv. Miranda har også en ganske sød og almindelig familie. Hun bor med sin mor og lillebror, far har en ny kone og bor lidt længere væk, men alle er på talefod, og storebror er flyttet på college. Meget almindeligt alt sammen, og alt er sådan set i sin skønneste orden. Sommeren er ved at være på vej, og både Miranda og lillebroren glæder sig til at komme på sommerferie hos faren og hans nye kone, og senere på basketball lejr. Alt dette fortæller Miranda om i sin dagbog, hvor hun skriver om alle disse små og store ting fra et såre almindeligt amerikansk teenageliv.

 

Vi kommer ind i Mirandas liv et par dage før noget stort er ved at ske. En asteroide har kurs mod månen, og hele verden er spændte. Alle tv-stationer kører astronom-interviews i båndsløjfer, og alle glæder sig til at se asteroiden ramme månen. Ingen har mistanke om andet end et spektakulært naturfænomen.

Derfor er det en kæmpe overraskelse, da asteroiden rammer månen så hårdt at den, månen, bliver skubbet ud af sin bane. Panikken bryder ud med det samme, og med månen hængende så tæt på jorden, går der ikke længe før de første rapporter om ødelæggende naturkatastrofer, bl.a. tsunamier og jordskælv over hele verden begynder at løbe ind. Det står meget hurtigt klart, at intet længere er som før.
Miranda og hendes familie gør hvad de kan for at overleve i denne nye verden, og selvom jeg godt kunne have brugt en smule mere “action” engang imellem, er jeg nødt til at sige, at jeg rigtig godt kunne lide Mirandas fornuftige (og nogle gange teenagehysteriske) dagbogsstemme, der på en meget autentisk vis fortæller om hendes og familiens op- og nedture. Det var meget spændende læsning, og jeg havde faktisk ret svært ved at glemme historien og slippe den.
Der er endnu ikke udkommet nogen opfølger på Mirandas historie, men Susan Beth Pfeffer har også skrevet the dead and the gone (ikke udkommet på dansk), som foregår på samme tid, men denne gang sættes scenen i storbyen i stedet for lillebyen i Amerika, og det er med en anden hovedperson.

Mens vi endnu er her er MEGET anbefalelsesværdig, særligt til aldersgruppen 12-15 år.

Læs også Den Elektriske Kanins fremragende anmeldelse af Mens vi endnu er her ved at klikke på linket.

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver

Vi er nødt til at tale om Kevin er en frastødende roman om familieliv i forstæderne anno 1990’erne.

 

 

Men Lionel Shriver har også skrevet en stærk bog, der handler om Eva, hendes mand Franklin og deres søn Kevin. Bogen består af en række af Evas breve, skrevet til Franklin, i årene efter deres søn har skudt og dræbt syv klassekammerater, en lærer og en cafeteriamedhjælper på sin pæne, private highschool i Middelklasse-Amerika. Jeg har ikke undersøgt det, men tænker, at Lionel Shriver har været inspireret af den famøse Columbine Highschool massakre, der i bogen foregår et par uger efter at hendes egen søn har udført sin massakre.
 
I brevene ser Eva tilbage på livet før de fik Kevin, hans barndom og pubertet, deres ægteskab, og familieliv.
Eva og Franklin var New York yuppier i midt-trediverne før de bestemte sig for at prøve at få et barn og blive en rigtig familie. Eva bliver gravid, de flytter fra TriBeCa til et kæmpe hus i forstæderne og opfostrer her deres søn Kevin. Kevin der bestemt ikke er som andre børn. I hvert fald ikke når man ser det gennem hans mors øjne. For det er hendes stemme vi hører i bogen, det er hende der fortæller, det er hende der vælger ud, hvad der skal siges og hvad der skal holdes hemmeligt, for at vi måske, måske ikke kan komme til at forstå, hvad der forleder en ung mand på 15 til at begå så afstumpet og afskyelig forbrydelse.

 

 
Eva kan tydeligvis ikke lide sin søn, og jeg gyste mig gennem en del af læsningen. Ikke så meget på grund af at Eva ingen moderfølelser havde, men på grund af Kevins opførsel – og sandelig også på grund af faderen Franklins naivitet. Han mener nemlig hele vejen igennem, at han er far til en sund og rask dreng, der stort set ikke kan gøre noget galt. Igen, det er KUN Evas stemme vi får lov at høre, Franklin kommer kun til orde i mindre dialoger, som Eva beskriver i sine breve. Så det Eva siger, er det der skete, det må vi anse som i hvert fald hendes sandhed om sin søn. Det hun fortæller om hans barndom og pubertet er det, vi tror på. Måske. Jeg ville gerne have hørt Franklins stemme også. Ikke kun fordi Eva tager hele skylden på sig, men fordi jeg godt kunne lide at vide, hvad han har at sige til sit forsvar. Så ja, jeg blev en smule træt af Evas stemme, selvom om hun påtog sig al skyld og selvom hun ikke lægger fingrene imellem.

 

 
Egentlig ved jeg godt, at forklaringen ligger implicit i alle de lange breve, men derfor er jeg alligevel sådan indrettet, at jeg gerne ville have haft en eller anden forklaring, Evas fx, på hvordan Kevin blev skole-morder.

 

 
Bogen er lang, over 450 sider, meget frastødende sine steder, og har mange gode emner, der burde tages op til diskussion. Men det ville betyde, at jeg ville komme til at afsløre for meget a plottet, der trods alt indeholder en del overraskelser. Anbefales – det var faktisk en ret god bog. Jeg læst den på engelsk, og kan derfor ikke udtale mig om den danske oversættelse.

Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv af Junot Díaz

Det her er simpelthen en fantastisk bog! Jeg har haft den stående i næsten et år og samle støv, før jeg tilfældigt “faldt over den” igen. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor der skulle gå så lang tid før jeg fik taget mig sammen til at læse dette moderne, morsomme og tragiske mesterværk, skrevet i et ungdommeligt, ironisk og samtidig traditionelt sprog, som jeg faldt for med det samme. Gennem hele bogen er der adskillige one liners på spansk, og selvom jeg ikke hverken taler eller læser spansk overhovedet, var det ikke noget problem. Det gav bare endnu mere krydderi til historien. Der er også en hel del referencer til moderne amerikansk litteratur, film og andre popkultur fænomener, og selvom jeg fangede de fleste af dem, var der flere jeg ikke helt fattede. Men igen, det er ikke noget, der ødelægger det samlede indtryk af bogen.

 

 

Yunior er historiens fortæller. Og det er historien om den dominikansk-amerikanske nørd Oscar de Leon. Oscar er ikke bare en nørd, han er også grotesk overvægtig, falder konstant for de smukkeste piger, der selvfølgelig ikke værdiger ham et blik og han bor i en ghetto et eller andet sted i New Jesery sammen med sin aggressive, rasende, ildsprudlende bitch af en mor, sin dopede onkel og sin søster, den smukke Lola.
Yunior er Lolas on-and-off kæreste og han fortæller Oscars familiehistorie. En familie der mener, at der hviler en fukú over hele slægten. Fukú er en slags dominikansk forbandelse og som læsningen skrider frem, kan det såmænd godt se ud som om, at denne familie er uheldig i særdeleshed.

 

 
Bogen er delt i en række hovedkapitler, der handler om Oscars, moderens og Lolas liv. Yunior står på sidelinjen, men er samtidig meget involveret i familiens liv. Han bor bl.a. sammen med Oscar mens de går på universitetet. Hovedkapitlerne er centreret om Oscars barndom i New Jersey, moderens barndom og ungdom i Den Dominikanske Republik/Santo Domingo, Lolas pubertet og teenageår, Oscar og Yuniors universitetsår og slutteligt alle involveredes ferie i Santo Domingo som voksne.

 

 
Det er en bog om kærlighed, had, at blive voksen, Sydamerikanske diktatorer og meget mere. Historien er sådan set lige ud ad landevejen og vakte mange forskellige følelser. Jeg elskede Oscar og følte i dén grad med ham når han, igen og igen, blev afvist af de piger og kvinder som han uværgerligt falder for hele tiden (i modsætning til Yunior, der knepper sig gennem college). Jeg var rasende på Oscar og Lolas mor, der lurer aggressivt over deres liv og som er en af de mest bitchy mødre, jeg længe har mødt i litteraturen. På den anden side, da jeg havde lært hendes baggrund at kende, forstod jeg på sin vis hvorfor hun opførte sig som hun gjorde.

 

 
Historien har tydelig smag af magisk realisme, men skrivestilen er helt sikkert frisk og meget “det 21. århundrede”. Hvor Gabriel Garcia Maquez efter min mening er lidt gammeldags og lugter lidt af naftalin og hvor Isabel Allendes skrivestil er en smule parfumeret og “kvindelig”, føles Diaz’ skrivestil meget moderne. Denne bog anbefales på det varmeste – jeg er ked af, at jeg allerede har læst den og ikke har den til gode mere 😉 Den er lige udkommet på dansk, jeg læste den på engelsk.

Ellen Foster af Kaye Gibbons

En lille, tæt roman om den 11-årige “Ellen Foster”, der vokser op i en ualmindelig dysfunktionel familie i sydstaterne. Hendes stakkels mor dør i begyndelsen af bogen og efterlader “Ellen” (Ellen er ikke pigens rigtige navn, men det navn, som hun bestemmer sig for at hedde, derfor er navnet i ” “) med sin afskyelige, fordrukne og voldelige far. Ellen kastes derefter rundt mellem forskellige ondskabsfulde familiemedlemmer indtil hendes bedstemor tager hende til sig. Men det er som at komme fra asken til ilden. Bedstemor er nemlig heller ikke specielt venligt anlagt og det er først da hun dør, at Ellen for første gang mærker en smule venlighed og kærlighed hos to forskellige plejefamilier. Bogen er fortalt med Ellens 11-årige stemme og selvom ovenstående resume lyder sentimentalt, er det på ingen måde tilfældet med denne bog. Ellens stemme er ganske vist barnlig, men den er også ironisk og humoristisk, og det er det der gør, at bogen er til at holde ud at læse. Ellers ville det simpelthen blive for trist og ubærligt. Ellens eneste ven er en sort pige, som Ellen på mange måder vil gøre alt for, men i sydstaternes USA, særligt for år tilbage, er det ikke altid lige let at være veninde med en sort. Jeg var ret grebet af denne bog og kunne sagtens se mange af de humoristiske ting, den har, men jeg blev altså også en smule trist. Det er en mørk og mærkelig bog der får læseren til at gruble over hvor ækle mennesker kan være.