Winter’s Bone af Daniel Woodrell

Winter’s Bone foregår i Ozark Bjergene (der ikke er rigtige bjerge som sådan) blandt fattige og voldelige white trash familier, der fremstiller crystal meth (crank) i deres køkkener og lever i et nærmest stammeagtigt samfund, hvor der ikke levnes plads til det, som på de kanter opfattes som fejltrin. Continue reading “Winter’s Bone af Daniel Woodrell”

Tender Graces af Kathryn Magendie

Tender Graces er Kathryn Magendies debut, og det er en fin, lille historie. Hvis du kunne lide YaYa-bøgerne, vil du også kunne lide Tender Graces.

Den smukke, vilde og noget uuddannede Katie Ivene fra West Virginias bjerge møder den smarte Shakespeare-citerende dørsælger Frederic, og i løbet af kort tid er de gift og har fået tre børn: Micah,Virginia Kate og Andy. Virginia Kate, som vi møder på den allerførste side som en voksen kvinde på vej til sit barndomshjem, fortæller historien om sin mor, far, søskende og øvrige familie fra de tidlige tressere til de tidlige halvfjerdsere. Virginia Kate er på vej hjem for at få rystet nogle af skeletterne ud af skabet, så vi aner allerede fra første færd, at det ikke bliver nogen nem rejse, vi skal ud på.

Historien foregår i de amerikanske sydstater, og har en hel del af de elementer, der kendetegener den traditionelle Southern Gothic roman. For eksempel er historien fyldt med spøgelser, som det kun er Virginia Kate der kan se. Spøgelser som hun bruger mens historien folder sig ud og barndomsminderne (traumerne) begynder at presse sig mere og mere på. Virginia Kate hjælpes også godt på vej af sin mormors dagbog.

Første halvdel af historien er meget mørk, og selvom den var en anelse tynd sine steder (der manglede en smule informationer her og der om fx mormorens liv), er det en gribende historie. Halvvejs gennem bogen tager tingene en drejning for vores hovedpersoner, og fra da af begynder historien at blive en anelse forudsigelig, og denne anden halvdel er ikke nær så stærk som første halvdel. Personudviklingen og beskrivelserne er fine hele vejen igennem, selvom der som sagt godt kunne have været en smule mere kød på nogle af de ting, hændelser og personer, der nævnes en passant, og som måske ikke lige er hovedpersoner, men som alligevel spiller en vis rolle for historiens gang.

Jeg er sikker på at jeg trods det vil læse mere fra Kathryn Magendies hånd hvis hun fastholder sin fine stil og gode greb om personer, man tror på.

Læs mere på Kathryn Magendies hjemmeside her, hvor det også fremgår at der udkommer en ny bog om Virginia Kates liv i 2010.

The Girl Who Stopped Swimming af Joshilyn Jackson

Jackson’s første bog gods in Alabama var fremragende, hendes anden Between, Georgia, halvkedelig. Derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle forvente mig af hendes seneste The Girl Who Stopped Swimming. Men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den. De sidste sider samt slutningen føltes en anelse tynde, men udover det er The Girl Who Stopped Swimming virkelig anbefalelsesværdig.

Handlingen foregår i Florida, hvor Laurel, der laver kunstneriske quiltede tæpper, lever et noget beskyttet liv i et beskyttet kvarter med sin mand og datter. Hendes mand er en computernørd på det næsten autistiske stadie, hendes søster en meget flamboyant skuespiller, gift med en homoseksuel mand og hendes mor er en sydstatskvinde, der hele sit liv har forsøgt at løsrive sig fra de uhumske forhold, som hun voksede op under i DeLop, som må være en af de mest deprimerende lokaliteter, jeg nogensinde er stødt på i litteraturen. Alle spiller de en rolle i Laurels liv – et liv, der går helt i stykker da hendes datters bedste ven drukner i Laurel’s swimmingpool. Laurel tvinges til at komme ansigt til ansigt med fortidens synder og hemmeligheder, sit nuværende liv, sit ægteskab, sin familie og sin arv fra DeLop. Noget, hun i øvrigt har forsøgt at undgå hele sit liv.
 
Handlingen er om Pigen, der holdt op med at svømme, men er også om en ung kvinde i 30’erne, som forsøger at få styr på sit liv. Det lyder som en simpel historie, og det er det på en måde også. Men efterhånden som Laurel indser præcis hvad det er, hun må gøre, begynder tingene at ramle for alvor, for under den stille overflade bobler djævelskaben, rådnende og stinkende minder, spøgelser, undertrykte følelser og livet på samfundets laveste trin.

Lyder det som dårlig triviallitt? Det er det på ingen måde. Jeg anbefaler denne bog varmt, og ser frem til Jacksons næste Southern Gothic roman.

 
 

Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver

Vi er nødt til at tale om Kevin er en frastødende roman om familieliv i forstæderne anno 1990’erne.

 

 

Men Lionel Shriver har også skrevet en stærk bog, der handler om Eva, hendes mand Franklin og deres søn Kevin. Bogen består af en række af Evas breve, skrevet til Franklin, i årene efter deres søn har skudt og dræbt syv klassekammerater, en lærer og en cafeteriamedhjælper på sin pæne, private highschool i Middelklasse-Amerika. Jeg har ikke undersøgt det, men tænker, at Lionel Shriver har været inspireret af den famøse Columbine Highschool massakre, der i bogen foregår et par uger efter at hendes egen søn har udført sin massakre.
 
I brevene ser Eva tilbage på livet før de fik Kevin, hans barndom og pubertet, deres ægteskab, og familieliv.
Eva og Franklin var New York yuppier i midt-trediverne før de bestemte sig for at prøve at få et barn og blive en rigtig familie. Eva bliver gravid, de flytter fra TriBeCa til et kæmpe hus i forstæderne og opfostrer her deres søn Kevin. Kevin der bestemt ikke er som andre børn. I hvert fald ikke når man ser det gennem hans mors øjne. For det er hendes stemme vi hører i bogen, det er hende der fortæller, det er hende der vælger ud, hvad der skal siges og hvad der skal holdes hemmeligt, for at vi måske, måske ikke kan komme til at forstå, hvad der forleder en ung mand på 15 til at begå så afstumpet og afskyelig forbrydelse.

 

 
Eva kan tydeligvis ikke lide sin søn, og jeg gyste mig gennem en del af læsningen. Ikke så meget på grund af at Eva ingen moderfølelser havde, men på grund af Kevins opførsel – og sandelig også på grund af faderen Franklins naivitet. Han mener nemlig hele vejen igennem, at han er far til en sund og rask dreng, der stort set ikke kan gøre noget galt. Igen, det er KUN Evas stemme vi får lov at høre, Franklin kommer kun til orde i mindre dialoger, som Eva beskriver i sine breve. Så det Eva siger, er det der skete, det må vi anse som i hvert fald hendes sandhed om sin søn. Det hun fortæller om hans barndom og pubertet er det, vi tror på. Måske. Jeg ville gerne have hørt Franklins stemme også. Ikke kun fordi Eva tager hele skylden på sig, men fordi jeg godt kunne lide at vide, hvad han har at sige til sit forsvar. Så ja, jeg blev en smule træt af Evas stemme, selvom om hun påtog sig al skyld og selvom hun ikke lægger fingrene imellem.

 

 
Egentlig ved jeg godt, at forklaringen ligger implicit i alle de lange breve, men derfor er jeg alligevel sådan indrettet, at jeg gerne ville have haft en eller anden forklaring, Evas fx, på hvordan Kevin blev skole-morder.

 

 
Bogen er lang, over 450 sider, meget frastødende sine steder, og har mange gode emner, der burde tages op til diskussion. Men det ville betyde, at jeg ville komme til at afsløre for meget a plottet, der trods alt indeholder en del overraskelser. Anbefales – det var faktisk en ret god bog. Jeg læst den på engelsk, og kan derfor ikke udtale mig om den danske oversættelse.