Forlænget juleweekend i Bloomington, Minnesota

Vi er fans. Af juleshopping i Mall of America. Det enorme indkøbscenter liger Bloomington lige uden for tvillingebyerne Minneapolis og St. Paul i staten Minnesota.

På en forlænget juleweekend kan du opleve langt mere end blot shopping i Mall of Americas over 500 forretninger, selvom det også en oplevelse i sig selv. Og tag endelig børnene med, for der er masser af vilde og sjove ting, de kan foretage sig.

Mall of America er ikke bare et stort shoppingcenter, det er et amerikansk fænomen, og det er altså ikke så skørt at holde forlænget juleweekend her som det kan lyde. Her er virkelig rigtig mange sjove oplevelser! Og i december måned er alt pyntet op til jul for at give den helt rigtige julestemning. Og så kan børnene selvfølgelig også møde Julemanden i Mall of America. I kan flyve via Island med Islandair til Minneapolis / St. Paul til rimelig pris, hvis I vælger afrejsedatoer med omhu. Tjek selv her.

Tjek vores miniguide til juleshopping i Mall of America lige her.

Overblik

Mall of America er stort, meget stort. Det er også overvældende, men her er god plads, så det aldrig bliver for overvældende. Her finder du 520 forskellige forretninger, 50 restauranter og et utal af underholdningstilbud. Centeret er i fire etager og modtager 40 millioner besøgende om året. Lidt under halvdelen af dem er faktisk turister! Der er rigeligt med parkeringspladser i Mall of America, men du kan også bo på et af hotellerne i nærheden. Der er nemlig så meget andet at foretage sig udover juleshopping i Mall of America, at to hele dage ikke er for meget. Få overblik over centeret her. Og her kan du downloade Mall of Americas store guide.

Juleshopping i Mall of America
Den store rotunde i Mall of America. Foto (c) jpellgen.
På forlænget weekend i et storcenter

Overskriften lyder måske helt tosset, men det er altså ikke så tosset endda. Du kan booke dig ind på et af de omkring 40 hoteller, som ligger i nærheden af Mall of America i Bloomington. De fleste hoteller har gratis shuttlebus til centeret flere gange om dagen. Et par af hotellerne er endda forbundet med centeret, så man hurtigt kan komme af med sine indkøbsposer. Har du børn med er det ekstra praktisk at bo så tæt på herlighederne som muligt. Du kan få et overblik over områdets mange hoteller her.

Ingen sales tax på juleshopping i Mall of America

Er du på udkig efter at købe nyt tøj eller nye sko, er det rart at vide, at der ikke er amerikansk sales tax på hverken det ene eller det andet i Mall of America. Udvalget af butikker er meget stort, men det er ikke her, du finder de store designerbrands eller deres flagskibsforretninger. Til gengæld er der mange gode køb at gøre hos Anthropologie, der sælger tøj og interiør, Kate Hudsons Fabletics, der har sportstøj til kvinder på hylderne eller skotøjsbutikken Steve Madden.

Underholdning i Mall of America

Der kommer til at gå meget mere tid med at udforske de forskellige underholdningsmuligheder end med juleshopping i Mall of America! Og det kommer til at blive vanskeligt at få hevet børnene væk fra alt det sjove. Midt i centeret ligger Nickelodeon Universe, som er en stor forlystelsespark, særligt for børn, også de lidt større. Her er karruseller, pariserhjul, vilde rutchebaner og mange andre sjove forlystelser. De store Lego- og American Girl-butikker er også dødsikre hits for ungerne. Tro os, når vi siger, at én enkelt dag ikke er nok. Slet ikke, hvis der også skal være tid til at købe ind.

Juleshopping i Mall of America
Udsnit af den store forlystelsespark i Mall of America. Foto: kurafire.
Masser af mad i Mall of America

Du kan selvfølgelig også spise i Mall of America. Her er alt fra den hurtige snack over klassisk fast food til rigtige restauranter. Trænger du til en rigtig god burger, er det oplagt at prøve Wahlburger, hvor hele familien kan sidde ned. Her er også et stort food court, som er godt, hvis man er mange og alle vil prøve noget forskelligt. Tilfredsstil til slut den søde tand hos Great American Cookie.

Juleshopping i Mall of America
Udsnit af den store food court i Mall of America. Foto (c) coolmikeol.
Tid tilovers?

Hvis I har tid tilovers, skal I selvfølgelig også besøge Minneapolis og St. Paul. Og hvis det er december, sne og koldt udenfor, er det rart at vide, at begge byer har deres eget skyway-system. Her kan man nemt bevæge sig rundt i det mest af downtown i begge byer i det indendørs system af “tunneler”. Skyways i Minneapolis og St. Paul ligger som regel i 2. sals højde. Begge byer byder på mere shopping, restauranter og oplevelser. Har du fået lyst til at læse en spændende krimi, der forgår i Minneapolis og St. Paul? Så tjek John Sandfords Lucas Davenport-krimier. Vi har skrevet om en af bøgerne i serien her.

 

 

Folkelig arkitektur on the road i USA

Roadside Attractions i USA er en helt særlig sightseeing-genre på roadtrip. Tænk bare på det ikoniske Las Vegas-skilt, Cadillac Ranch i Texas langs Route 66 eller Carhenge i Nebraska. Noget er bygget som en attraktion i nyere tid, mens andet egentlig bare er et skilt eller en facade, der får en særlig betydning fordi det er skørt eller skævt.

Roadside Attractions i USA
Elephant Super Car Wash i Seattle, Washington, er typisk for Roadside Attractions i USA.

En anden Roadside Attraction i USA er for eksempel den klistrede – og egentlig ret klamme – tyggegummivæg i San Luis Obispo i Califonien. Væggen hører til den type attraktion, der på en eller anden måde bare opstår og får en lidt kultagtig status og bliver besøgt som noget særligt.

Roadside Attractions i USA
Tyggegummivæggen i San Luis Obispo. Traditionen med at sætte tyggegummi på væggen i gyden begyndte allerede i 1970’erne.

Nogle Roadside Attractions i USA bliver også så ikoniske, at de kommer med i guidebøgerne, mens andre forlængst er forsvundet, revet ned eller erstattet med noget andet, der slet ikke er nær så sjovt eller spektakulært. Du kan se nogle af de kendte vejside-attraktioner her.

Men en Roadside Attraction behøver ikke være spektakulært, skævt eller skørt. Det kan også bare være en række af gamle benzinpumper som dem, fotografen John Margolies tog billede af i Yoder i Kansas i 1979. Margolies kaldte ikke skilte, facader og særlige bygninger for Roadside Attractions, men derimod folkelig arkitektur.

Roadside Attractions i USA
Billedet er taget i 1979 og pumperne findes ikke længere. Foto: John Margolies Roadside America photograph archive (1972-2008), Library of Congress, Prints and Photographs Division.
John Margolies og Roadside Attractions i USA

John Margoelies (1940-2016) begyndte i midten af 1970’erne at køre USA tyndt på kryds og tværs. Hans vinkel var, at meget af den folkelige arkitektur langs de amerikanske veje var ved at forsvinde. Han ville derfor fotografere så meget folkelig arkitektur som muligt. I 1981 udgav han bogen The End of the Road: Vanishing Highway Architecture in America med motiver fra hele USA.

Roadside Attractions i USA begyndte allerede i 1920’erne

Da det amerikanske vejnet for alvor begyndte at blive udbygget omkring 1920’erne – 1940’erne og amerikanerne i større og større stil fik råd til biler, var det vigtigt for motelejere, forretninger og andre virksomheder, at fange deres potentielle kunders opmærksomhed. Den folkelige arkitektur langs vejene var derfor dengang mere reklame end det var en attraktion. Senere kom motorvejene til, og landevejene i USA mistede langsomt deres betydning. Nu ville folk hellere hurtigt frem og tilbage, køreturen var ikke længere en rejse i sig selv. De sjove blikfang langs de amerikanske landeveje gik i forfald, butikker lukkede og gamle neonskilte skiftet ud med nye, mere moderne.

Pariserhjul, Shelltanke og butiksfacader

Da forlystelsesparken Ashbury Park i New Jersey lukkede i 1988, blev dets vartegn, pariserhjulet solgt. John Margolies forevigede det allerde i 1978, men det står ikke længere. Her kan du læse om pariserhjulet og Ashbury Parks historie. Der er planer om at stille pariserhjulet op igen, efter at dele af det er blevet lokaliseret rundt omkring i USA.

Roadside Attractions i USA
Pariserhjulet i Ashbury Park, New Jersey. Foto: John Margolies Roadside America photograph archive (1972-2008), Library of Congress, Prints and Photographs Division.
Fotografisk tidsrejse

Shellskiltet uden for tanken på Delaware Street i Walton, New York er væk, det store neonskilt i Shreveport, Louisiana er også forsvundet og Fish Inn i Idaho er brændt.  Heldigvis donerede John Margolies sin samling af flere tusind billeder til amerikanske Library of Congress, som i dag har digitaliseret hele samlingen og gjort den tilgængelig online. Her kan du tage en fotografisk tidsrejse i amerikansk folkelig arkitektur. Det er rendyrket Americana. Næste gang, du er på roadtrip, kan du så tjekke, om noget af det gamle, folkelige arkitektur stadig står.

Roadside Attractions i USA
Fish Inn i Coeur d’Alene i Idaho blev bygget i 1932 og brændte ned i 1996. Margoelis tog dette foto i 1987. Foto: John Margolies Roadside America photograph archive (1972-2008), Library of Congress, Prints and Photographs Division.
Roadside Attractions i USA
Det store neonskilt ved Strand Theater eksisterer ikke længere i Shreveport, Louisiana. Billedet er taget i 1979. Foto: John Margolies Roadside America photograph archive (1972-2008), Library of Congress, Prints and Photographs Division.
Roadside Attractions i USA
Shellskiltet på Delaware Street i byen Walton i New York er taget i 1976. Foto: John Margolies Roadside America photograph archive (1972-2008), Library of Congress, Prints and Photographs Division.

Billedet af elefantskiltet er taget i Seattle, som vi også har skrevet lidt om her.

Jul som på George Washingtons tid

Mount Vernon

Mount Vernon i Virginia er navnet på George Washington, USA’s første præsidents, store plantage. Den er værd at besøge uanset årstid, men i december er alle sejl sat til for at sprede julehygge som i 1700-tallets Amerika.

Guidet tur med lanterner

På Mount Vernon kan du løbet af december måned komme på en guidet tur i stearinlysets og lanternernes skær. Turene er meget populære, og bliver ret hurtigt udsolgt. Tjek ledige billetter her.

Man begynder i informationscenteret, som ligger ved indgangen til området, men ikke på selve det historiske område. Her lytter man til julens lyde og kan se spektakulære juletræer, der sætter spot på Washington-familiens liv. Man kan også købe lette snacks.

Den historiske tur begynder oppe på plantageområdet, og man kommer rundt flere steder. Blandt andet bliver slavernes område vist frem. Inde i hovedhuset er der guider forklædt som for eksempel Martha Washington, George Washingtons kone. Hun fortæller om, hvordan julen foregik på Mount Vernon i slutningen af 1700-tallet.

George Washington var Amerikas første præsident fra 1789 til 1797. Han blev født i 1732 og døde i 1799. Foto: PR.
Festen fortsætter i The Green House på Mount Vernon

Efter turen rundt i huset, kan gæsterne gå hen til det store Green House ved familiens have, hvor der bliver danset som i 1700-tallet, nøjagtigt sådan som Washington-familien har gjort det i juletiden. Der bliver serveret kager og varm cider, og der er sangere som synger gamle julesange.

Husk også at besøge de meget fine og lærerige udstillinger i museet, der er tilknyttet informationscenteret.

Mount Vernon
Mount Vernon er meget velbevaret. Her et billede fra den centrale hall i det store hovedhus. Foto: PR.
Mount Vernon
Det giver næsten sig selv, at dette rum hedder Det Blå Rum. Det er bare et af de flotte værelser, der bliver vist frem på plantagen. Foto: PR.
Julefyrværkeri på Mount Vernon

Fyrværkeri hører julen til, og på Mount Vernon afholder man hvert år en mægtig fyrværkerifest.

Fyrværkeriet er koreograferet til at passe med særlig julemusik, og inden det går løs, sørger sangkor for at synge julesange rundt omkring på området. Gæsterne kan også lære at danse som på Washingtons tid, se skuespillere agere soldater i The First Virginia Regiment og få demonstreret, hvordan man fremstillede chokolade i 1700-tallet.

Der er bål, så man kan holde varmen, mulighed for at drikke varm kakao eller cider og arbejdende værksteder.

Mount Vernon
Julefyrværkeriet er spektakulært på plantagen. Foto: PR.
Juleshopping og julemad

Der er andet på Mount Vernon end det historiske område og det imponerende museum. Her ligger også en stor og meget velassorteret museumsbutik, som blandt meget andet sælger julepynt i lange baner. Ved siden af ligger et stort cafeteria, hvor man kan få stillet sin sult, men det er også muligt at spise på Mount Vernon Inn lige ved siden af. Det er ikke nødvendigt at have billet til området, hvis man bare vil spise på Mount Vernon Inn. Menuerne skifter med årstiden. Læs mere her.

Mount Vernon
Hovedhuset blev bygget af George Washingtons far i 1735. Senere udvidede både Washingtons bror og Washington selv plantagen. Den bliver vedligeholdt af en privat organisation og kan besøges året rundt. Foto: PR.
Husk Alexandria og Washington, DC

Mount Vernon ligger få mil fra Alexandria, Virginia og USA’s hovedstad Washington, DC. Alexandria er en gammel by, som vi også holder meget af. Læs mere om noget af det, vi synes, der er værd at se i Alexandria her. Vi synes også, at Washington, DC er en fed by, så det kan du læse mere om her.

Solvang fejrer dansk jul hele december

Jul i Solvang

Når Solvang fejrer julens komme, så mener de det alvorligt. Hele december måned er der jul i Solvang, og måneden står i julens tegn i den lille danske by i Californien. Den helhjertede dedikation har blandt andet udmøntet sig i kåringen som ”En af de mest julede byer i USA” af Time Magazine.

Igen i år vil Solvang smøre et tykt lag julestemning ud over gader, stræder, restauranter og butikker. Det begynder den 1. december 2018 og slutter den 4. januar 2019.

Jul i Solvang med flere festlige begivenheder

I den periode kan besøgende se frem til flere festlige julebegivenheder. Man kan blandt andet opleve den årlige Juletræstænding, der også byder på sang, dans og underholdning. Jul i Solvang betyder også den festlige Julefest Parade med over 400 deltagere. Som noget nyt i år, vil man også kunne opleve det såkaldte ”Santa Sprint” (Julemandsvæddeløb). Her kan både børn og voksne få lov til at løbe med julemanden gennem byen – selvfølgelig iført deres allermest julede outfits.

Jul i Solvang
Solvang har eget nisseband, der spiller julen ind. Foto: PR.
Gløgg, æbleskiver og nisseskattejagt

Solvang vil desuden gentage succesen fra sidste år med ”Solvang Julefest Skål Stroll”. Det kommer til at foregå i weekenden 15.-16. december, hvor man kan smage på vin og øl fra de lokale bryggerier og vinproducenter. Bryggerierne vil her levere deres bedste bud på den danske juleklassiker, gløgg. Og der vil være alt lige fra de traditionelle opskrifter til mere specielle fortolkninger.

Derudover byder Solvang Julefest på ”Nisse Adventure”, en nisseskattejagt, der tager familier rundt i Solvang på jagten efter 12 gemte julenisser. Og så er der naturligvis rig mulighed for at nyde byens berømte kombination af æbleskiver og medisterpølse, der om noget er indbegrebet af dansk jul i Californien og jul i Solvang.

Her kan du læse Solvangs eget bud på 15 superjulede ting, du kan opleve i byen.

Jul i Solvang
Flotte juletræer lyser Solvangs gader op, når det er blevet aften. Foto: PR.
Juletræerne bliver brændt af

Den 4. januar 2019 bliver der sat punktum for festlighederne med den årlige juletræsafbrænding. Denne tradition markerer slutningen på jul i Solvang, og involverer alle indbyggere i byen. De kan nemlig alle bidrage til det store bål af udtjente juletræer, som i bogstaveligste forstand ’antænder’ det nye år.

Solvang ligger i Santa Ynez Dalen i det sydlige Californien. Er man på vej den ene eller anden vej ad Highway One, er det nemt at svinge forbi Solvang. Det er en sjov oplevelse. Der er selvfølgelig meget andet at se undervejs, og det har vi skrevet lidt om her.

 

Julepynt og juleshopping i San Francisco

Jul i San Francisco

Jul i San Francisco i Californien betyder ikke bare julelys i øjenene, men også lyskæder i palmetræerne, store juletræer, skøjtebane og utallige muligheder for at shoppe de fedeste gaver.

Selvom solen godt kan skinne i San Francisco i december som på en mellemgod, dansk sommerdag og selvom det næppe bliver hvid jul, er der på ingen måde sparet på juletraditionerne i byen. Union Square er centrum for flere af traditionerne, og det er også her, du finder god shopping.

Juleshopping i San Francisco

Besøg området omkring Union Square, som med juletræ, skøjtebane og masser af julepyntede forretninger, emmer af julestemning i hele december måned.

Jul i San Francisco
Der er julelys i palmetræerne på Union Square i San Francisco. Foto: (c) San Francisco Travel Association.

Stormagasinet Macy’s rejser hvert år et stort juletræ på Union Square. Når træet et tændt, ved man, at nu er det jul i San Francisco. Macy’s er selvfølgelig også julepyntet fra gulv til loft.

Jul i San Francisco
Det store juletræ på Union Square om aftenen. Foto: (c) San Francisco Travel Association.

Der ligger en lang række andre butikker og stormagasiner rundt om Union Square. Du kan shoppe designervarer i Neiman Marcus, nyeste Mac-produkter i Apple-shoppen eller luksusvarer i flagskibsforretningerne for Louis Vuitton, Gucci, Chanel, Hermès og andre, som alle ligger ved Union Square.

Jul i San Francisco på skøjter

Skøjtebanen på Union Square er også en af byens juletraditioner. Den åbner allerede i begyndelsen af november, og både i november og december er der forskellige skøjteshows. Men skøjtebanen er også for alle andre, dog skal man huske at løse billet til skøjtebanen. Det kan man gøre online her.

Jul i San Francisco
Skøjtebanen på Union Square åbner i begyndelsen af november. Foto: (c) San Francisco Travel Association.
Market Street

Union Square ligger tæt på Market Street, som udover mange forskellige forretninger også er smukt julepyntet. Her ligger de lidt billigere kædeforretninger, som man også kan gøre et godt køb i. Har du lyst til at prøve en af san Franciscos mest berømte attraktioner, skal du gå hen til Powell Street. Gaden løber langs Union Square og munder ud i Market Street. Her kan du stå på den kabeltrukne sporvogn og køre en tur i den kuperede by.

Jul i San Francisco
Market Street under julestjernerne. Foto: (c) San Francisco Travel Association.

Vi har også skrevet lidt om kvarteret Castro i San Francisco. Det kan du finde her. Det nordlige Californien har mange skønne seværdigheder. Vi besøgte blandt andet den lille by Bodega Bay. Læs mere om det her.

Fem juletraditioner i New York

Jul i New York

Jul i New York bliver officielt skudt i gang med Macy’s Thanksgivingparade. Hele byen bliver julepyntet, og de mange traditioner med juletræer, skøjtebaner, særlige juleshows og meget mere begynder. Det får besøgende i New York i december også glæde af, og julemåneden er en af de mest travle måneder i New York. Her får du fem forskellige juletraditioner i New York, der er lige til at komme i festlig julestemning af.

Ingen jul i New York uden Rockefeller Centers juletræ

Rockefeller Center i Midtown på Manhattan er rammen om flere af New Yorks juletraditioner. Mest kendt er nok Rockefeller Plazas store juletræ, som skal være mindst 22 m højt og have en helt særlig tæthed mellem grenene. Rockefeller Centers gartner siger, at træet skal være så tæt, at man ikke må kunne se himmelen igennem grenene, når man står under det.

Årets juletræ bliver tændt d. 28. november 2018. 30, Rockefeller Plaza, New York.

Jul i New York
Julepyntet Rockefeller Center i december 2015. Foto (c) www.nycgo.com.
Skøjtebanen på Rockefeller Plaza

En helt igennem ikonisk skøjtebane midt på Manhattan. Skøjtebanen under Rockefeller Centers juletræ åbner allerede i oktober måned, og det er en turistattraktion uden lige. Ikke så meget at skøjte selv, men at se på skøjteløberne, særligt i december måned under træet. Det emmer af jul i New York, og køen for at komme til på skøjtebanen er som regel lang. Det koster ca. USD 30 plus skøjteleje at komme til på skøjtebanen under juletræet på Rockefeller Plaza.

30, Rockefeller Plaza, New York.

 

Jul i New York
Jul i New York og skøjtebanen ved Rockefeller Center hører uløseligt sammen. Foto (c) www.nycgo.com.
Nøddeknækkeren i Lincoln Center

En højt elsket juletradition i New York er ballettens årlige opsætning af Tchaikovskys Nøddeknækkeren. Den er blevet opført hvert år siden 1954, og er en juleoplevelse for hele familien. Balletten er en totalt magisk opvisning med mange særlige effekter, der får publikum til at gispe imponeret. Her er blandt andet et kunstigt juletræ, der vokser gennem hele forestillingen og som vejer et ton, store mængder kunstig sne og masser af lyseffekter. Der er mere end 90 dansere på scenen sammen med 62 musikere og  2 x 50 balletbørn.

Forestillingen spiller fra 23. november til 30. december i New York City Theatre, Lincoln Center, 70, West 63rd Street, New York. Køb billetter her.

Bryant Park’s Winter Village

Vinterbyen i Bryant Park åbner allerede i slutningen af oktober. Her kan du juleshoppe i omkring 170 små pop up-juleforretninger, der sælger godter, knas, pynt og gaver. Super julestemning særligt efter mørket er faldet på. Og så ligger her også byens eneste, gratis skøjtebane (dog skal der betales for leje af skøjter), der også er lidt mindre proppet med mennesker end den under juletræet i Rockefeller Center. Læs mere om vinterbyen og skøjtebanen her.

Bryant Park
Sixth Ave. mellem 40. og 42. Gade, new York.
Jul i New York
Bryant Park Julemarked. Foto (c) www.nycgo.com.
Juleshow med Rockettes i Radio City Music Hall
Jul i New York er også lig med det store, årlige show med dans og sang i Manhattans berømte og Art Deco-smukke Radio City Music Hall. Dansetruppen The Rockettes er centrum i juleshowet, og i år vil forestillingen blandt andet indeholde klassiske Rockettes-optrin fra truppens historie med nyere ting. Der kan sidde omkring 6000 publikummer i teatret ad gangen, og juleshowet er absolut årets højdepunkt og must-see, hvis man er i New York i december måned. Showet spiller hele december måned og faktisk også ind i januar. Læs mere om juleshowet her.
Radio City Music Hall
1260 Sixth Ave., New York.
Jul i New York
Radio City Music Hall i Midtown, Manhattan, New York. Foto (c) www.nycgo.com.
Vi elsker New York! Læs her om vores bud på fem fede skyskrabere på Manhattan.

 

 

 

 

 

Jul i Savannah, Georgia

Jul i Savannah

Jul i Savannah er lig med julestemning, julede oplevelser, julepynt og julegodter. Og så er der også god chance for at kunne jule igennem med solbriller i stedet for tunge vinterfrakker og vanter. Læs med og se, hvad du kan opleve, hvis du vil holde jul i Savannah eller er på besøg i løbet af december.

Julepyntede historiske huse

Når det er jul i Savannah er de historiske huse pyntet fint op. Pynten svarer til den historiske tid, huset er bygget i, og på de guidede ture fortæller husets omvisere om forskellige jule- og nytårstraditioner, der er knyttet til det pågældende hus og historiske periode. Besøg for eksempel Davenport House, et af byens mest kendte, historiske huse. I december måned er der også særlige guidede ture i stearinlysets skær, hvilket gør stemningen endnu mere anno-1800-tallet.

Jul i Savannah
Davenport House har særlige omvisninger om juletraditioner og jul i Savannah i løbet af december måned. Foto (c) Visit Savannah.
Juletrolleyen kører

Hop om bord på en af de julepyntede tur-trolleyer, som kører gennem hele det historiske kvarter. Chaufførerne er klædt ud som jule-elevere og de fortæller jule-historier fra Savannah. Samtidig er det en rigtig god måde at få overblik over byen på. Old Town Trolley’s kører juletur i Savannahs historiske distrikt fra slutningen af november og til og med d. 24. december.

Julesange

Det er ikke jul i Savannah – ja, i hele USA faktisk – uden julesangerne. Julesangerne optræder på gader og pladser, og det er helt ok at standse op og synge med. I Savannah er sangerne ofte klædt ud i gammeldags tøj for at højne julestemningen. Du kan ikke undgå at høre “caroling”, hvis du er i Savannah i december måned.

Jul i Savannah
Så er det tid til at synge julesange på gader, stræder og pladser i Savannah. Og publikum må gerne synge med. Foto (c) Visit Savannah.
Julemad

Savannah har mange restauranter, hvor du kan smage på det klassiske sydstatskøkken. Med retter som stegt kylling, sovs og kartoffelmos, er det en lille bitte smule som dansk julemad. Et af byens mest kendte spisesteder, der serverer sydstatskøkken er Mrs. Wilkes Dining Room. Andre steder er det egnens Low Country Kitchen, der er i fokus. Her er der vægt på østers, muslinger, krabber, fisk og flere grøntsager end i det lidt tungere sydstatskøkken. Du kan smage Low Country Kitchen hos Sorry Charlie’s Oyster Bar.

Jul i Savannah
Der er masser af muligheder for at gøre sine juleindkøb i Savannah. Butikker og pladser er smukt pyntede til jul i Savannah. Foto (c) Visit Savannah.
Jul i Savannah
Der er masser af muligheder for at gøre sine juleindkøb i Savannah. Butikker og pladser er smukt pyntede til jul i Savannah. Foto (c) Visit Savannah.
Juleshopping

Der er både små specialbutikker og store kædeforretninger i Savannah. Specialbutikkerne er de mest spændende at besøge, hvis man vil have noget særligt med hjem. City Market har blandt andet flere steder, du kan købe kunst og masser af sjove souvenirs. City Market er i øvrigt et af byens flottest julepyntede områder og emmer af jul i Savannah. På W Broughton Street er der fine forretninger med tøj og smykker.

Jul i Savannah
City Market er smukt pyntet i hele december måned. Foto (c) Visit Savannah.
Juleshow

Jul i Savannah er også lig med et juleshow. På det historiske Savannah Theatre spiller man i hele december showet A Christmas Tradition. Det er en forestilling med juletraditioner, masser af juleglimmer, juleglitter og juleglamour og julehumor. Showet varer to timer, og du kan booke billetter her.

Jul i Savannah
Juleshow på Savannahs historiske teater er en tradition, mange Savannahborgere ser frem til. Foto (c) Visit Savannah.
Læs meget mere om jul i Savannah

Du kan få meget mere information og inspiration til juleferien eller bare ferien i Savannah, Georgia, på Visit Savannahs hjemmeside her.

Vi har besøgt Savannah, Georgia, flere gange, og har blandt andet skrevet om den flotte kirkegård, Bonaventure Cemetary, her. Du kan også læse mere om en af byens skønneste boghandler her.

Fire forslag til efterårsferie med efterårsløv i New England

Efterårsløv i Massachusetts

Et landskab fuld af farver:  Tag på efterårsferie i New Englands magiske efterårsløv

Benyt efterårsferien til en rejse til det berømte og farverige efterårsløv i New England – også kendt som fall foliage – i USA’s charmerende New England-region, der mildest talt stråler i efteråret. Her står landskabet badet i gyldne, orange og røde farver, hvilket årligt tiltrækker tusindvis af rejsende fra hele verden.

Massachusetts Office of Travel & Tourism, Visit Maine og Visit Rhode Island kommer her med fire forslag til efterårsferie med efterårsløv i New England via Atlantic Link.

Massachusetts, Maine og Rhode Island

Start rejsen i Massachusetts , der både byder på storby og kultur i hovedstaden Boston samt sceniske efterårsruter gennem staten. Tag videre til Maine , hvor du blandt andet kan opleve efterårsløvet fra en kano eller kajak eller på naturskønne vandreture i bjergene.  Benyt muligheden for at spise dig gennem statens berømte hummere. Slut turen af i Rhode Island , regionens mindste stat, hvor du ligeledes kan nyde naturens farver til lands og til vands, og tag del i statens mange efterårsfestivaler- og begivenheder.
Gennem rejsen skal du selvfølgelig ikke snyde dig selv for at smage på regionens sprøde æbler, kæmpemæssige græskar og modne, friske tranebær.

Højsæsonen på efterårsløv i New England starter typisk i slutningen af september i nord og bevæger sig ned mod syd omkring slutningen af oktober.

Massachusetts: Charmerende Boston

Massachusetts’ hovedstad Boston tager sig fantastisk ud i efteråret, og byens størrelse gør det let at bevæge sig rundt på gåben og nyde de smukke efterårsfarver sammen med byens fine arkitektur. Du kan også lære byen at kende med en guidet cykeltur. Eller hvad med at spæde din gåtur op med interessante historiske indslag på den populære tur Freedom Trail. Her viser udklædte guider dig rundt til Bostons mest historiske steder fra den amerikanske revolution. Efteråret er desuden græskarsæson, hvilket betyder, at flere restauranter tilfører lækre græskarretter og –desserter på menukortet. Og så er der mange steder med smukt New England efterårsløv.

Efteråsløv i Massachusetts

Massachusetts: Mohawk Trail

Mohawk Trail er en af Massachusetts mest populære køreruter for rejsende, der ønsker at opleve efterårsløv i New England – og med god grund. Vejen er kendt for at være den første sceniske vej i New England. Dens cirka 100 kilometerlange strækning tager dig med forbi nogle af statens mest prægtige landskaber og attraktioner i efteråret. Du kan blandt andet opleve Berkshire Hills, Mount Greylock og broen Bridge of Flowers. Flere vælger at gøre stop langs ruten, som også byder på historiske små byer, rislende floder og muligheder for udendørsaktiviteter.

Efteråsløv i Massachusetts

Maine: Acadia National Park

Maine er hjem for over 500.000 hektar af parker og nationalparker. Acadia National Park på øen Mount Desert Island er et fantastisk sted at opleve det smukke efterårsløv i New England med spektakulære udsigter over bjerge, skov og vand. Her kan man blandt andet vandre op til Cadillac Mountain – en af de højeste bjergtoppe på østkysten – sejle i kajak langs kysten eller ride på hesteryg. Nationalparken ligger i havnebyen Bar Harbor, hvor man også finder  charmerende inns. De er efterhånden blevet synonym med selve New England-regionen.

Efteråsløv i Massachusetts

Rhode Island: Roadtrip gennem Rhode Island

New Englands mindste stat, Rhode Island, byder på en imponerende palet af farver i efteråret. Start turen med en køretur gennem Blackstone Valley, hvor du udover efterårsløvet blandt andet kan opleve Slater Mill – USA’s første succesfulde bomuldsspindingsfabrik i USA, også kendt som fødestedet for den amerikanske industrirevolution. Tag videre til hovedstaden Providence, hvor du ikke bør gå glip af den imponerende udstilling Jack-O-Lantern Spectacular i Roger Williams Park Zoo, der byder på tusindvis af lysende, udskårne græskar i ægte Halloween-stil samt den populære begivenhed WaterFire i byens centrum. I Newport kan du nyde byens fine arkitektur, restauranter, gallerier, butikker og historie – og ikke mindst de prægtige Newport Mansion-palæer fra Amerikas Gyldne Tidsalder.

Alle billeder er udlånt af Visit Massachusetts.

Smag på en madfestival i Sydstaterne

Fried Chicken Festival

Der er masser af muligheder for at smage på Sydstaternes forskellige køkkener på et roadtrip i USA. Langs vejene og i alle byer er der masser af tankstationer, fastfood-steder og små og store restauranter.

Men hvad med at smage på de amerikanske sydstater som et roadtrip-rejsetema og køre efter de food festivals, som hver stat med respekt for sig selv afholder flere af hvert år?

Du kan for eksempel besøge en baconfestival eller en festival, der har sød te som sit tema og omdrejningspunkt.  Det kunne også være østers, friturestegt kylling eller noget helt tredje, der er i fokus, for mulighederne for en såkaldt food festival er uendelige i USA.

Ærkeamerikanske oplevelser

Festivalerne har ofte med et overordnet madtema, der passer til den pågældende stat eller har en særlig betydning for byen eller lokaliteten, hvor festivalen foregår, og så er der ellers lagt op til en ærkeamerikansk oplevelse ved hver eneste food festival du besøger i Sydstaterne. Mange af de store af dem har både børneskønhedskonkurrencer, traktorshows og countrymusik – og en enkelt også politiske taler.

Efteråret er et godt tidspunkt at rejse i Sydstaterne. Den tunge, lumre sommer er overstået, men vejret er stadig dejligt, og der er food festivals overalt. Nogle er små og varer bare en eftermiddag, andre er store festivaler, der strækker sig over flere dage.

Her er otte forslag til madfestivaler, der bringer dig rundt i Sydstaterne. Alle festivalerne foregår i løbet af efteråret.

Rejs med fra Virginia i nord, gennem The Carolinas og Georgia og videre ned til Alabama, Mississippi, Louisiana og Tennessee i The Deep South og få smag for de amerikanske sydstater.

Virginia, Etlan: Fall Oyster Fest

Etlan er en lillebitte by for foden af Appalacherne ved Shenandoah Nationalparken, og her ligger vingården DuCard. Folkene bag vingården arrangerer hvert efterår en Fall Oyster Fest, som er frisk, kort og intensiv.

De friske østers bliver bragt fra Potomac-flodens Nomini Bay, og du får dem serveret som du vil: rå, dampede, grillede eller grillede med topping. Der er også masser af vin – selvfølgelig – samt musik og smukke, efterårsfarvede landskaber. Det er en lille festival, der blot varer en enkelt eftermiddag.

Læs mere på DuCards hjemmeside her

Viriginia er også en af vores yndlingsdestinationer i Sydstaterne, og vi har flere gange skrevet om steder i Viriginia. Senest om Virignia Beach og Alexandria.

Tidspunkt: 22. september 2018

North Carolina, Rocky Point: Bacon Festival

Du kommer for så vidt ikke særlig langt ud på landet, for Rocky Point ligger ret tæt på Atlanterhavet, men stemningen er alligevel landlig i den lille by, omgivet af gårde og marker. Og hører du til dem virkelig elsker bacon, er der ingen vej uden om Rocky Points Bacon Festival. Her er der store, oppustelige grise, traktor- og truckshows, grisevæddeløb, skønhedskonkurrencer for børn og ikke mindst smagsprøver på bacon, bacon, bacon.

Læs mere om baconfesten her

Tidspunkt: 13. – 14. oktober 2018

North Carolina Bacon Festival
North Carolina Bacon Festival.

South Carolina, Summerville: Sweat Tea Festival

Sweet Tea Festival Summerville South Carolina
Sweet Tea Festival i Summerville, South Carolina.

Fin, historisk og næsten ligeså sød som teen. Sådan er Summerville med sin sydstatsstemning, de gamle villaer, masser af blomster, buske og træer, historiske gader og den lille festival til ære for den søde te, Sweet Tea Festival.

Her er det oplagt at både smage på Sydstaterne og indsnuse den særlige sydstatsstemning. Festivalen foregår i den historiske hovedgade i byen, hvor boder, butikker og restauranter sælger sød te – og selvfølgelig masser af mad til teen.

Læs mere om Summerville og festivalen her.

Tidspunkt: 20. september 2018

Georgia, Jekyll Island: Shrimp & Grits Festival

Jekyll Island er en lille grøn ø tæt på Georgias kystlinje ud mod Atlanterhavet. Øen ligger knapt en times kørsel fra statsgrænsen til Florida, og her bliver der hvert år i september afholdt Shrimp & Grits-festival.

Shrimp & Grits er en velkendt og yndet spise i Sydstaterne, og festivalen hylder retten på en flere dage lang festival med restauranter og foodtrucks. Der er også foodtrucks med pizzaer, burgere, is og meget andet så dem, der ikke er vilde med rejer og majsgrød også kan blive mætte.

Læs mere om festivalen her.  

Vi elsker Georgia, og har skrevet om deres blomstrende filmindustri. Det kan du læse mere om her.

Tidspunkt: 14. – 16- september 2018

Jekyll Island Georgia
Jekyll Island i Georgia er også et skønt sted at besøge, når der ikke er Shrimp & Grits Festival. Her er blandt andet fine strande.

Alabama, Dothan: National Peanut Festival

Peanutfestivalen har efterhånden 75 år på bagen, og den blev oprindeligt indført for at hylde de lokale peanutfarmere.

En stor del af alle de peanuts, der bliver produceret i USA, kommer fra Dothan, hvor festivalen bliver holdt. National Peanut Festival er et stort arrangement der varer mange dage og indeholder masser af optræden, skønhedskonkurrencer, koncerter, dyrskue, tivoli og selvfølgelig mulighed for at smage peanuts og alverdens andre retter.

Læs mere på hjemmesiden her

Tidspunkt: 2. – 11. november 2018

National Peanut Festival
National Peanut Festival foregår i Dothan, Alabama og det har det gjort de sidste 75 år.

Tennessee, Centerville: National Banana Pudding Festival

Festen til ære for bananbuddingen – en typisk comfort food i USA – blev grundlagt for snart 10 år siden for at lokalsamfundets NGO’ere kunne tjene nogle penge til at hjælpe ofre for naturkatastrofer, brande og andre dårligdomme.

Sådan er det stadig, men festivalen er vokset i de ni år, den har eksisteret, og afholder blandt andet en national bananbuddingkonkurrence. Der er også smagsprøver, boder, musik og aktiviteter især for børn.

Du kan tjekke deres hjemmeside ud her

Vi har skrevet om en helt anden del af Tennessees historie, nemlig om borgerrettigheder, og det kan du tjekke her.

Tidspunkt: 6. – 7. oktober 2018

National Banana Pudding Festival.
Der er selvfølgelig også udgivet en kogebog i anledning af National Banana Pudding Festival.

Mississippi, Vardaman: Vardaman Sweet Potato Festival

Stor kartoffelfestival i Mississippi med pageants – skønhedskonkurrencer – for børn, løb, kunsthåndværk, madlavningskonkurrencer, traktorshow, musik, politiske taler og meget andet.

Det er samtidig en høstfest, der fejrer at høsten af de søde kartofler er slut – og forhåbentlig har været god.   

Der kommer mellem 10.000 og 20.000 til festivalen, så der er ret god chance for at opleve Sydstaterne når de er præcis sådan, som man har set i tv eller forestillet sig.

Se opskrifter med søde kartofler her

Og tjek også vores lille anmeldelse af bogen The Sweet Potato Queens’ Book of Love her, som vi læste for snart mange år siden.

Fried Chicken Festival New Orleans
Masser af fried chicken på Fried Chicken Festival i New Orleans.

Louisiana, New Orleans: National Fried Chicken Festival

Der er så mange gode grunde til at besøge New Orleans, og den årligt tilbagevendende National Fried Chicken Festival er bare én af dem. Her deltager 35 forskellige restauranter, og selvom du kan få andet end fried chicken, så er det altså denne spise, der er i højsædet.

Her er også scener med livemusik, madlavningsshows, storskærm med (NFL-) fodbold og meget andet.

Læs mere her – og hus også at se vores forslag til supertopturistede ting, du bare skal se i New Orleans her.

Tidspunkt: 22. – 23. september 2018

15 gode grunde til at besøge Alexandria Virginia

Alexandria Virginia George Washington Monument

Kender du Alexandria, der ligger i staten Virginia?

Ellers kan du lære den at kende her, og der er masser af gode grunde til at lære den at kende. Måske du har endnu flere tips til Alexandria Virginia! Her er vores 15 gode grunde til at besøge Alexandria Virginia i hvert fald til at begynde med – i fuldstændig uvilkårlig rækkefølge.
Alexandria Virginia
Når du sejler fra Alexandria og for eksempel til Georgetown på den anden side af Potomac-floden får du også nogle af seværdighederne at se fra vandsiden. Foto (c) Visit Alexandria.
  • Alexandria Virginia ligger få km fra Washington, DC
  • Der er en hurtig og billig metro fra Alexandria til Washington, DC
  • Gode hoteller midt i Alexandria er billigere end i Washington, DC
  • Her er en skøn havn
  • Byen har et utal af lækre restauranter
  • Du kan sejle fra Alexandrias gamle by til Georgetown i Washington, DC
  • Den gamle bydel er fyldt med små, uafhægige butikker
Alexandria, Virgiania
Der er mange muligheder for at shoppe i Alexandrias King Street, der ligger midt i den gamle bydel. Foto (c) Visit Alexandria.
  • Mange huse i Alexandria Virginia er mere end 100 år gamle og velbevarede
  • Der er Farmer’s Market hver lørdag på byens rådhusplads
  • Der ligger en Five Guys burgerrestaurant på King Street
  • Frimurernes tempel på toppen af byen er et vidunderligt mærkeligt sted at besøge
Alexandria Virginia
Når der er markedsdag kommer landmændene og andre ind til byen med deres friske og ofte økologiske varer. Foto (c) Visit Alexandria.
  • Her er flere små og skæve museer
  • Alexandria Virginia er en oplagt cykelby
  • Der er ikke langt (heller ikke på cykel) til George Washingtons smukke plantage Mount Vernon
  • Byen rummer masser af muligheder for at fordybe sig i historien, hvad enten det er slaveriet, uafhængigheden, borgerkrigen eller borgerrettigheder, man er interesseret i
Restauranter, gode hoteller, masser af historie, en smuk, gammel bydel. Alexandria i Virginia har faktisk det hele. Foto (c) Visit Alexandria.
Læs selv mere på Visit Alexandrias hjemmeside her. Du kan også tjekke mere af det, vi har skrevet om Alexandria Virginia og Washington, DC her.