Sydende sommer i Scottsdale, AZ

Varmt i Arizona? Jep. Det er præcis så sydende varmt om sommeren i Arizona, som man forestiller sig. Men heden er tør og derfor alt andet lige lettere at håndtere end den tunge, lumre varme, man kan opleve i Sydstaterne.

Der er ganske vist ikke er specielt gode udsigter til at kunne komme til USA på denne side af sommeren. Måske har man ikke engang rigtig lyst til at rejse, sålænge der stadig hersker usikkerhed om smittefare med covid-19. Det er helt forståeligt. Og grænserne skal da også være åbne førend man overhovedet kan begynde at planlægge noget.

Derfor bliver det nok ikke denne sommer, du skal have det varmt i Arizona, men så kan vores forslag forhåbentlig tjene som inspiration til en tur i fremtiden. Her ser vi nærmere på, hvor man kan bo og hvad man kan foretage sig om sommeren i Scottsdale. Scottsdale ligger uden for delstatens hovedstad Phoenix, og en af de store attraktioner er den omgivende ørken. Scottsdale er også et populært sted at holde ferie i delstaten. Også om sommeren.

Yes, its that hot …

Det er fuldstændig rigtigt. Sommertid i Scottsdale er lig med sydende varme. Det gælder både tallene på termometeret, hvor det ikke er ualmindeligt med 40 graders varme, og det gælder de priser, man kan få på for eksempel byens hoteller. Især om sommeren er der “hotte priser” på overnatningsmulighederne. Søg priser på ItsThatHot.com , hvor du også finder anden god inspiration til Scottsdale, AZ.

Hvad koster hoteller i Scottsdale, AZ?

  • Fairmont Scottsdale Princess. Dette hotel er fornyligt renoveret og er et rigtigt familiehotel. Priserne begynder på $199 pr. nat, og her er blandt andet vandrutschebaner, pool med sandstrand, private strandkabiner, cocktailbar og meget mere. Og så kan man, hvis man står tidligt op, også gå en runde golf på TPC Scottsdale.
  • JW Marriott Camelback Inn Resort & Spa. Med et nyt, opfrisket look er Marriott Camelback klar med luksus, afslapning og velvære. Priserne begynder på $179. Nyd udsigten over Camelback Mountain, spadser en tur i haven eller følg vandreruterne i ørkenen Sonoran Desert. Billedet øverst i indlægget er fra Camelback Inn.
  • The Bespoke Inn. På dette lille, charmerende boutiquehotel kan du få et værelse for så lidt som $102. Der er kun 10 værelser på hotellet, som ligger midt i Old Town Scottsdale. Nyd en brunch på Virtù, stedets restaurant, lej en cykel til en lille køretur eller smut forbi byens gallerier og butikker.

Hvordan får man en perfekt sommerdag til at gå?

Morgen

  • Stå tidligt op og tag på solopgangsvandretur i McDowell Sonoran Preserve inden heden sætter ind. Ørkenen er et smukt syn i solopgangen.
  • Køl af indendørs og lad op med sund morgenmad og frisk juice. For eksempel på Farm & Craft. Du kan også tage en lidt mere slagkraftig brunch med sprut på Hash Kitchen. Her kan du for eksempel lave din egen Bloody Mary.

Eftermiddag

  • Slap af og køk ned ved en swimmingpool. For eksempel på Sanctuary on Camelback Mountain. Panoramaudsigten fra infinity-poolen over det vilde ørkenlandskab er uforlignelig. Snup en detox, en dybdemassage eller en ansigtsbehandling hos Omni Scottsdale Resort & Spa at Montelucia‘s Joya Spa.
  • Du kan også opleve et skjult paradis på floden Lower Salt River i kajak. Her møder roligt flodvand den rå ørken, og der er chance for at se vilde dyr.

Aften når det er varmt i Arizona

  • Du skal selvfølgelig også se solnedgang. Det kan du for eksempel gøre mens du får et glas vin på Scottsdale Wine Trail. Du kan også nyde en øl eller flere langs Scottsdale Ale Trail. Middagen kan du indtage på en af byens 800 restauranter. Der er alt at vælge imellem. På Citizen Public House er en af deres salater så kendt, at den har sin egen facebook-side.
  • Slut aftenen af på den historiske Sugar Bowl med klassiske milkshakes, sundaes og andre lækkerier. Du kan også prøve deres “Camelback Sodas”. Dem har de serveret siden 1950’erne og de er selvfølgelig opkaldt efter det nærliggende Camelback Mountain.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *