Pawleys Island South Carolina

Pawleys Island i South Carolina er så fredelig, at det næsten er umuligt ikke at komme helt ned i gear.

Leder du efter en ferie uden larm, mobiltelefoner, alt for mange mennesker og alt for meget hurlumhej? Så tag til Pawleys Island, South Carolina, der er en af Atlanterhavskystens oprindelige badebyer.

Her kan du nyde havets rytme og alle de traditioner, der knytter sig til det lille kystsamfund. Den dag i dag opfatter mange Pawleys Island som noget helt særligt og one-of-a-kind.

Byen ligger nord for Charleston og syd for Myrtle Beach. Myrtle Beach er stedet hvis du er til noget mere gang i den på ferien, mens Charleston er den klassiske sydstatsby.

På Pawleys kan du træde et skridt tilbage fra mobiltelefoner og computere og i stedet oplade krop og sjæl. Her er ingen lange køer, ingen kasseapparater, der bimler og bamler, ja, der er faktisk ikke engang nogen butikker. Ingen skrigende neonlys, kun det milde lys på veradaen, når mørket begynder at falde på. Og glem to-do-listen. Koncentrér dig i stedet om at hænge ud med dem, du holder allermest af, komme ned i gear og skabe gode minder.

Molen på Pawleys Island i South Carolina.
Nogle af feriens gode minder bliver med sikkerhed skabt på stranden på Pawleys Island. Der bor kun omkring 100 mennesker fast på Pawleys Island. Foto Christopher John.

Oplev det autentiske Pawleys Island

Men hvad skal man så foretage sig på Pawleys Island, når der hverken er det ene eller det andet? Altså udover naturen. Først og fremmest skal man finde det perfekte sted at bo. Langs kysten ligger der flere strandhuse, mange af dem bygget for mange generationer siden. Tjek denne side for at se, om der er nogle, der er ledige.

Nogle af husene ligger ved vandet, andre ud mod saltmarsken. Nogle er store, andre små, nogle er rustikke, andre mere veludstyrede. Og så er der også to historiske kroer, man kan tjekke ind på. Den ene hedder The Pelican Inn (506 Myrtle Ave., Pawleys Island, SC 29585) og den anden Sea View Inn (414 Myrtle Ave., Pawleys Island, SC 29585).

Pelican Inn Pawleys Island
Pelican Inn ligger smukt omgivet af både grønt og vand. Foto (c) Only Pawleys.

Find skaller

Det opfattes som en velsignelse fra de lokales sider, hvis man lykkes med at finde en Pawleys Island Shell – Imperial Venus Clam. De lokale elsker at lede efter denne særlige skal, men der er masser af andre skaller, besøgende kan finde på strandene. The Lettered Olive er South Carolina’s “national-skal” og er også lidt af en skat at finde.

Udforsk vandet 

Havet er ikke det eneste vand, man kan udforske på stedet. Vandvejene inde i landet er perfekte til kano- og kajaksejlads. Og så er der altid fiske- fugle- og dyreliv uanset årstiden. Læsere, der har læst romanen Hvor flodkrebsene synger af Delia Owens vil kunne genkende landskaberne, selvom romanen foregik i North Carolina.

Pawleys Island South Carolina
Der er store naturoplevelser i vente på Pawley Islands vandveje. Foto Christopher John.

Ud at fiske

Hvis du har lyst, kan du også tage ud at fiske og fange din egen mad. Både krabbefiskeri – crabbing – og fiskeri er populære aktiviteter i området, og så er det også sjovt, især for børn, at fange deres egen aftensmad. Det afhænger lidt af sæson, hvor mange muligheder der for at fange enten det ene eller det andet er og hvor præcis man kan fiske.

Spis på Sea View Inn

Hvis man ikke lige er interesseret i at fange sin egen mad, kan man godt gå ud at spise på Pawleys. Lokale og besøgende har i generationer spist på Sea View Ikk. Her serverer man det Low Country-køkken, som området langs denne del af kysten helt ned til Georgia er kendt for. Se adressen ovenfor og husk at bestille bord. Sea View Inn serverer både morgenmad, frokost og middag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *