Jul i Solvang

Når Solvang fejrer julens komme, så mener de det alvorligt. Hele december måned er der jul i Solvang, og måneden står i julens tegn i den lille danske by i Californien. Den helhjertede dedikation har blandt andet udmøntet sig i kåringen som ”En af de mest julede byer i USA” af Time Magazine.

Igen i år vil Solvang smøre et tykt lag julestemning ud over gader, stræder, restauranter og butikker. Det begynder den 1. december 2018 og slutter den 4. januar 2019.

Jul i Solvang med flere festlige begivenheder

I den periode kan besøgende se frem til flere festlige julebegivenheder. Man kan blandt andet opleve den årlige Juletræstænding, der også byder på sang, dans og underholdning. Jul i Solvang betyder også den festlige Julefest Parade med over 400 deltagere. Som noget nyt i år, vil man også kunne opleve det såkaldte ”Santa Sprint” (Julemandsvæddeløb). Her kan både børn og voksne få lov til at løbe med julemanden gennem byen – selvfølgelig iført deres allermest julede outfits.

Jul i Solvang
Solvang har eget nisseband, der spiller julen ind. Foto: PR.
Gløgg, æbleskiver og nisseskattejagt

Solvang vil desuden gentage succesen fra sidste år med ”Solvang Julefest Skål Stroll”. Det kommer til at foregå i weekenden 15.-16. december, hvor man kan smage på vin og øl fra de lokale bryggerier og vinproducenter. Bryggerierne vil her levere deres bedste bud på den danske juleklassiker, gløgg. Og der vil være alt lige fra de traditionelle opskrifter til mere specielle fortolkninger.

Derudover byder Solvang Julefest på ”Nisse Adventure”, en nisseskattejagt, der tager familier rundt i Solvang på jagten efter 12 gemte julenisser. Og så er der naturligvis rig mulighed for at nyde byens berømte kombination af æbleskiver og medisterpølse, der om noget er indbegrebet af dansk jul i Californien og jul i Solvang.

Her kan du læse Solvangs eget bud på 15 superjulede ting, du kan opleve i byen.

Jul i Solvang
Flotte juletræer lyser Solvangs gader op, når det er blevet aften. Foto: PR.
Juletræerne bliver brændt af

Den 4. januar 2019 bliver der sat punktum for festlighederne med den årlige juletræsafbrænding. Denne tradition markerer slutningen på jul i Solvang, og involverer alle indbyggere i byen. De kan nemlig alle bidrage til det store bål af udtjente juletræer, som i bogstaveligste forstand ’antænder’ det nye år.

Solvang ligger i Santa Ynez Dalen i det sydlige Californien. Er man på vej den ene eller anden vej ad Highway One, er det nemt at svinge forbi Solvang. Det er en sjov oplevelse. Der er selvfølgelig meget andet at se undervejs, og det har vi skrevet lidt om her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *