Jul i Savannah

Jul i Savannah er lig med julestemning, julede oplevelser, julepynt og julegodter. Og så er der også god chance for at kunne jule igennem med solbriller i stedet for tunge vinterfrakker og vanter. Læs med og se, hvad du kan opleve, hvis du vil holde jul i Savannah eller er på besøg i løbet af december.

Julepyntede historiske huse

Når det er jul i Savannah er de historiske huse pyntet fint op. Pynten svarer til den historiske tid, huset er bygget i, og på de guidede ture fortæller husets omvisere om forskellige jule- og nytårstraditioner, der er knyttet til det pågældende hus og historiske periode. Besøg for eksempel Davenport House, et af byens mest kendte, historiske huse. I december måned er der også særlige guidede ture i stearinlysets skær, hvilket gør stemningen endnu mere anno-1800-tallet.

Jul i Savannah
Davenport House har særlige omvisninger om juletraditioner og jul i Savannah i løbet af december måned. Foto (c) Visit Savannah.
Juletrolleyen kører

Hop om bord på en af de julepyntede tur-trolleyer, som kører gennem hele det historiske kvarter. Chaufførerne er klædt ud som jule-elevere og de fortæller jule-historier fra Savannah. Samtidig er det en rigtig god måde at få overblik over byen på. Old Town Trolley’s kører juletur i Savannahs historiske distrikt fra slutningen af november og til og med d. 24. december.

Julesange

Det er ikke jul i Savannah – ja, i hele USA faktisk – uden julesangerne. Julesangerne optræder på gader og pladser, og det er helt ok at standse op og synge med. I Savannah er sangerne ofte klædt ud i gammeldags tøj for at højne julestemningen. Du kan ikke undgå at høre “caroling”, hvis du er i Savannah i december måned.

Jul i Savannah
Så er det tid til at synge julesange på gader, stræder og pladser i Savannah. Og publikum må gerne synge med. Foto (c) Visit Savannah.
Julemad

Savannah har mange restauranter, hvor du kan smage på det klassiske sydstatskøkken. Med retter som stegt kylling, sovs og kartoffelmos, er det en lille bitte smule som dansk julemad. Et af byens mest kendte spisesteder, der serverer sydstatskøkken er Mrs. Wilkes Dining Room. Andre steder er det egnens Low Country Kitchen, der er i fokus. Her er der vægt på østers, muslinger, krabber, fisk og flere grøntsager end i det lidt tungere sydstatskøkken. Du kan smage Low Country Kitchen hos Sorry Charlie’s Oyster Bar.

Jul i Savannah
Der er masser af muligheder for at gøre sine juleindkøb i Savannah. Butikker og pladser er smukt pyntede til jul i Savannah. Foto (c) Visit Savannah.
Jul i Savannah
Der er masser af muligheder for at gøre sine juleindkøb i Savannah. Butikker og pladser er smukt pyntede til jul i Savannah. Foto (c) Visit Savannah.
Juleshopping

Der er både små specialbutikker og store kædeforretninger i Savannah. Specialbutikkerne er de mest spændende at besøge, hvis man vil have noget særligt med hjem. City Market har blandt andet flere steder, du kan købe kunst og masser af sjove souvenirs. City Market er i øvrigt et af byens flottest julepyntede områder og emmer af jul i Savannah. På W Broughton Street er der fine forretninger med tøj og smykker.

Jul i Savannah
City Market er smukt pyntet i hele december måned. Foto (c) Visit Savannah.
Juleshow

Jul i Savannah er også lig med et juleshow. På det historiske Savannah Theatre spiller man i hele december showet A Christmas Tradition. Det er en forestilling med juletraditioner, masser af juleglimmer, juleglitter og juleglamour og julehumor. Showet varer to timer, og du kan booke billetter her.

Jul i Savannah
Juleshow på Savannahs historiske teater er en tradition, mange Savannahborgere ser frem til. Foto (c) Visit Savannah.
Læs meget mere om jul i Savannah

Du kan få meget mere information og inspiration til juleferien eller bare ferien i Savannah, Georgia, på Visit Savannahs hjemmeside her.

Vi har besøgt Savannah, Georgia, flere gange, og har blandt andet skrevet om den flotte kirkegård, Bonaventure Cemetary, her. Du kan også læse mere om en af byens skønneste boghandler her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *