Kramerbooks & Afterwords Washington DC

Vi kan få lang tid til at gå med at snuse rundt i amerikanske boghandlere. Det skal allerhelst være de uafhængige, altså dem, der ikke er store kæder.

I USA er det som i resten af verden, at flere og flere boghandlere må dreje nøglen om, men ofte er det faktisk de store kæder og ikke de uafhængige, der lukker.

Bøger i USA er kun en smule billigere end hjemme, så det er ikke nødvendigvis prisen, bogelskeren skal gå efter hos amerikanske boghandlere. Det er snarere det store udvalg i – fortrinsvis – engelske bøger, som ellers ikke er tilgængelige uden videre herhjemme.

Her er der forslag til tre forskellige og uafhængige amerikanske boghandlere i tre vidt forskellige boger.

Amerikanske boghandlere 1: Kramerbooks & Afterwords

Kramerbooks har ligget på Dupont Circle i Washington, DC i 40 år, og har sådan set altid været et sted, der var værd at frekventere som læsere og litteraturelsker. Rigtig berømt i bredere kredse blev butikken, da det kom frem, at Barack Obama i sin tid som præsident også benyttede Kramerbooks & Afterwords.

I en by som Washington, DC er det klart, at en stor boghandel har mange hyldemeter med bøger om politik og politikere. Men læsere kan finde alle genrer hos Kramer Books & Afterwords, inklusive børnebøger, rejsebøger, grafiske romaner og digtsamlinger.

Kramerbooks & Afterwords en typisk boghandel af den amerikanske slags. Nemlig et sted, som også har adskillige arrangementer. Det kan være forfatterarrangementer, bogsigneringer, foredrag og mange andre events for bogfolket. Læs mere på forretningens hjemmeside – og tjek også menukortet ud. Læseheste og andre kan få meget mere end bare kaffe og kage hos Kramerbooks & Afterwords.

Adresse: 1517 Connecticut Avenue, NW, Washington, DC 20036

Kramerbooks & Afterwords Washington, DC Amerikanske Boghandlere
Der er bøger i alle genrer hos Kramerbooks & Afterwords i Washington, DC. Billedet er taget af Elvert Barnes og bragt under Creative Commons Licens.

Amerikanske boghandlere 2: E. Shaver, Bookseller

Her er der tale om en uafhængig, amerikansk boghandler med den fineste beliggenhed på Madison Square i sydstatsbyen Savannah. Butikken er over 40 år gammel og still going strong. Der er blandt andet fokus på lokale forfattere og emner, der har lokal interesse.

Det betyder, at læsere kan finde alt, hvad Savannahs mest berømte forfatter Flannery O’Connor har skrevet. Hun boede i øvrigt som barn ret tæt på E. Shaver, Bookseller.

Der er dog også et kæmpe udvalg af ikke-lokale forfattere, amerikanske klassikere og bestsellers, poesi, ungdomsbøger og meget andet.

Forretningen har til huse i syv lavloftede rum, der er indrettet næsten dagligestue-agtigt. Her er tæpper på trægulvene, gamle og magelige møbler og to bog-katte, der sniger sig omkring og gerne vil kæles med. I tilknytning til boghandlen ligger en te-salon, som tørstige læsere kan besøge før eller efter besøget.

E. Shaver er naturligvis også vært for en masse boglige arrangementer med blandt andet forfattersigneringer og læsegrupper. Se aktuelt program på hjemmesiden.

Adresse: 326 Bull St. Savannah, GA 31401

E. Shaver, Bookseller, Savannah, Georgia Amerikanske Boghandlere
Man skal huske at lukke døren efter sig hos E. Shaver, Bookseller i Savannah, så bog-kattene ikke render ud.

Amerikanske boghandlere 3: Tattered Cover Book Store

Tattered Cover har flere filialer, blandt andet en glimrende en i Denvers internationale lufthavn. Her er udvalget lige en tand bedre end i typiske lufthavns-boglader. Udvalget er dog ikke så stort som i filialen på 16. gade i Denvers historiske distrikt.

Her er der høje reoler i store rum og bøger og mange steder, de læselystne kan sidde ned med en kop kaffe og en bog. Der er i øvrigt også god mulighed for at spise sandwich og andre lette retter hos Tattered Cover. Det betyder, at der faktisk er ret mange kunder omkring frokosttid.

Genrerne spænder meget vidt, og læseren kan få alt. Her er blandt andet en meget stor sektion om det at skrive og en stor sektion med bøger om amerikansk historie. Den amerikanske boghandler Tattered Cover har også et meget stort udvalg af amerikanske aviser, magasiner og ugeblade.

Tattered Cover Book Store Denver Colorado Amerikanske Boghandlere
Der er god plads i Tattered Cover Book Store på 16. gade i Denver, Colorado.

Butikken har et stort program med forfatterarrangementer, bogklubber, læsegrupper, undervisning og meget andet. Der er blandt andet fokus på, at børn kommer godt i gang med at læse. Se hjemmesiden her.

Adresse: 2526 East Colfax Avenue, Denver, CO 80206

Du kan også læse en eller flere af vores omtaler af amerikanske bøger. For eksempel Freedom af Jonathan Franzen.

2 Replies to “Tre uafhængige amerikanske boghandlere”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *