New Orleans Saint Louis 1

Turist i New Orleans. Vi synes ikke at seværdigheder bliver dårligere eller mindre værd, fordi der er mange der gerne vil se og opleve dem. Det er der jo ofte en rigtig god grund til. Derfor har vi udvalgt ti oplevelser i New Orleans, som er turistede og populære, til tider overrendte, men topfede og med garanti for at opleve og måske lære noget nyt!

1. Bourbon Street – så er man rigtig turist i New Orleans

Unge mennesker med røde øjne fra morgenstunden og en Hurricane i plastikglas i hver hånd blander sig med familier med børn i klapvogn. Det er stadig tidligt på formiddagen, og klart det tidspunkt, der er bedst for børn i Bourbon Street. Der er sjove souvenirbutikker med krimskrams og steder, man kan få børnevenlig snaskemad.

Men omkring middagstid er musikken fra barerne allerede ret høj, mange er berusede og den næsten evige fest i gaden kan fortsætte. Om aftenen bliver det endnu vildere, og turister fra hele verden tager del i festen eller beskuer den inden de smutter ud i sidegaderne i New Orleans’ French Quarter, hvor der er lidt mere ro på. Her er det også lidt lettere at være turist i New Orleans, hvis man ikke er til alt for meget larm.

Turist i New Orleans
French Quarter Bourbon Street ved aftentide. Foto (c) www.neworleansonline.com

2. Floddamper på Mississippi – dejlig aktivitet som turist i New Orleans

Mudrede og mægtige Mississippi skærer gennem New Orleans, og hvad er mere klassisk end at hoppe om bord på en floddamper og sejle derudad? Det er der rigtig mange, der gerne vil. Køen på havnen ved French Quarter er lang som et ondt år.

Men gør det alligevel. Det kan meget vel være, at jazzorkesteret om bord har set bedre dage. Det kan også vel være, buffeten måske ikke lige er det, man forbinder med sydstaternes berømte køkken. Men der er rig mulighed for en turist i New Orleans at se byen fra vandsiden og ved selvsyn konstatere, at den består af andet end French Quarter.

Læs mere om floddampertur her.

3. Spøgelsestur i kvarteret

Findes der en amerikansk by af en vis alder, der ikke er hjemsøgt og ikke tilbyder uhyggelige guidede ture rundt til alle de hjemsøgte steder? Måske. Men der er langt imellem dem, for alle vegne er der historier om spøgelser og uhyggelige hændelser, og New Orleans er bestemt ikke nogen undtagelse.

Her vælter man sig i død, ødelæggelse, sygdom og ikke mindst spøgelser. Og selvom man ikke tror en skid på det der med spøgelser, bør man alligevel begive sig ud på en spøgelsestur.

For hver eneste spøgelseshistorie har en virkelig historie bag, og den er ofte superinteressant. Alle historierne giver nemlig indblik i New Orleans’ farverige og omtumlede historie i de sidste 300 år. Det med spøgelserne bliver så bare en ekstra gimmick.

Der er mange, der tilbyder spøgelsesture i byen. Se blandt andet Haunted History Tours. Vi har skrevet om spøgelsestur i New Orleans tidligere.

4. Masser af mad! Mange muligheder som turist i New Orleans

New Orleans’ restaurantscene er ikke bare en fedtet frituregryde af dårligt tilberedt og dyr sydstatsmad med lokkende navne som for eksempel soul food. Det kan du selvfølgelig også få. Masser af steder og især i French Quarter.

Men kvarteret har også gode og solide restauranter, der givetvis tjener de fleste af deres penge på sultne turister, men som også serverer dejlig mad til rimelige penge.

Prøv for eksempel Mr. B’s Bistro midt i French Quarter. Spis store, grillede rejer, friterede østers, stegte grønne tomater, svinekotelet glaseret i honning og alverdens andre lækkerier. Priserne er moderate, maden veltilberedt og her er masser af mennesker.

Husk i øvrigt på et eller andet tidspunkt at prøve shrimp’n’grits – majsgrød med rejer. Smager langt mere lækkert end det lyder!

Book bord og tjek menuen her.

5. Beignets på Café du Monde

Gulvet er klistret af flormelis og snart ser dit pæne, rene tøj også ud som om, du er kommet galt af sted med en pose kokain. Det hvide stads – altså flormelissen – er nemlig allevegne på Café du Monde tæt på floden i udkanten af French Quarter.

Der bliver ikke serveret ret meget andet end beignets og kaffe på cafeen, men det er også det, alle kommer efter. Beignets er en slags firkantede doughnuts med flormelis. De smager som en blanding af doughnuts og klejner.

Café du Monde er et mere end 100 år gammelt etablissement. Det er en New Orleans institution og de har altid åbent. Prøv det!

Se mere på Café du Mondes hjemmeside her.

Turist i New Orleans
Der bliver serveret beignets på Café du Monde døgnet rundt. En klassisk turist i New Orleans beskæftigelse er at spise dem! Foto (c) AP Photo/Cheryl Gerber

6. Jazzmusik på Preservation Hall

Seriøse jazz-aficionados og dem, der rynker på næsen af røvballe-jazz kan gå alle mulige andre steder hen i Nawlins og høre eksperimenterende jazz, moderne jazz og fusions-jazz.

På Preservation Hall er det 100 procent ligeså seriøst, men stilen er som regel traditionel messingsuppe. Den bliver serveret hver eneste dag for især turister.

Preservation Hall ser ikke ud af ret meget udefra. Ja, faktisk stikker bygningen ud som en betændt og laset tommelfinger mellem smukt istandsatte French Quarter-huse.

Koncerterne begynder hver dag kl. 17, og det koster 20 USD at komme ind. Ingen servering, ingen toiletter, ingen fancy siddepladser. Kun jazz, som vi kan lide det i New Orleans.

Du kan booke pladser, der er lidt bedre på deres hjemmeside her.

French Quarter
Typiske huse i New Orleans’ French Quarter.

7. Omstigning til Paradis

Da Blanche DuBois landende i New Orleans, nervesvækket og fallit, var det ikke romantik, der lå hende først på sinde. Blanche er hovedperson i Tennessee Williams berømte skuespil Omstigning til Paradis, som foregår i New Orleans og som hedder A Streetcar named Desire på engelsk.

Byens streetcars – sporvogne – kører stadig, og chaufførerne må være godt trætte af turister der spørger, om de er kommet med netop A Streetcar named Desire.

Sporvognene er ikke kun for turister, lokale bruger dem også. De er en billig og sjov måde at opleve mange af byens nabolag på. Hop eventuelt af et par gange undervejs og udforsk byen. Den grønne linje, St. Charles, er verdens ældste stadig fungerende sporvognslinje.

8. Casino

Slip din indre ludoman løs en nat på casino sammen med især amerikanske turister, der bare elsker at stå ved de enarmede og trykke, sidde med stenansigt ved pokerbordet eller spille højt spil på rouletten.

Lydkulissen er en blanding af bip-bip-bip fra de enarmede tyveknægte og den konstante summen fra tusindvis af mennesker, der har det sjovt. Og det gode er, at så længe du spiller, kommer serveringspersonalet med gratis drinks (ja, ja, der er naturligvis INTET der er gratis på en casino, det ved vi godt).

Spiller du for småpenge, er der altså god mulighed for at få en rar brandert på relativt billigt. Du kan også spise for rimelige penge på casinoet. Harrah’s ligger uden for French Quarter og er også et hotel.

Ludomani er ikke noget at spøge med, så hvis du har et spilleproblem, bør du undlade at besøge Harrah’s.

9. Souvenirbutik: Reverend Zombie

Det er ikke kun spøgelser, der huserer i New Orleans. Byen er også kendt for sin Louisiana Voodoo, der via slaver kom fra Vestafrika til byen i 1700-tallet. I voodoo tror man blandt andet på zombier, og sammen med spøgelserne, vampyrerne, heksene og mange andre mere eller mindre overnaturlige væsner, er der god grobund for souvenirbutikker.

Hos Reverend Zombie er der en stort udvalg i voodoodukker, små zombiefigurer, bøger, amuletter, talismaner og meget andet spirituelt halløj. Det er en sjov butik, som sagtens kan besøges selvom man synes zombier er noget popkulturelt lort.

Marie Laveau
Guide med gruppe ved Marie Laveaus grav på St. Louis Cemetery 1 i New Orleans.

10. Kirkegård

New Orleans’ kirkegårde med gravene over jorden er ikoniske. Og lidt spooky. Også selvom det er dagslys og man går i en stor gruppe sammen med en guide. Byens beliggenhed under havoverfladen gør, at de døde bliver begravet i små huse, der ligger over jorden.

Disse små gravhuse står skulder ved skulder på kirkegårdene i alle stadier af dekadent forfald. Gravene er omgivet af smedejernsgitre og pompøse gravmæler, englestatuer og monumenter.

På St. Louis Cemetery No. 1 lige i udkanten af French Quarter er voodoo-dronningen Marie Laveau begravet. Hendes grav er umulig at overse, da den er pyntet med fjer, tørre blomster, glimtende one-pennies, stearinlys og grafitti.

Tag en guidet tur og få alle de fede historier med om både Marie Laveau og de andre af kirkegårdens døde.

Marie Laveau
Marie Laveaus grav på Saint Louis Cemetery 1 er også et sted, folk valfarter til og ofrer forskellige ting ved.