Bonaventure Cemetery Savannah Georgia

Spansk mos drypper tungt fra de gamle egetræers grene og når nærmest jorden flere steder. Det giver skygge for en hed sommersol på grusstierne på den store Bonaventure Cemetery i udkanten af Savannah. Andre vil måske mene, at mosset på en mere grå dag snarere er spøgelsesagtigt.

Spøgelsesture – ghost walks – er da også en af de mest populære aktiviteter på Bonaventure Cemetery. I høj sol og midt om dagen er der faktisk ikke særlig uhyggeligt. Der holder enkelte andre biler på parkeringspladsen, formentlig turister ligesom os. Men tag ikke fejl, kirkegården er en af Savannahs største seværdigheder. Jeg tror, at vi bare var heldige lige den dag, at vi stort set var de eneste.

Bonaventure Cemetery Savannah Georgia
Gamle egetræer og spansk mos på Bonaventure Cemetery i Savannah, Georgia.
Kirkegården er stadig i brug

Bonaventure Cemetery, der blev grundlagt i 1846, er stadig i brug, selvom der ikke er mange ledige pladser tilbage. Familie til afdøde passer stadig de gamle gravmæler, ligesom der også er nyere gravpladser. En del af de gamle hvilesteder er dog i temmelig mosgroet forfald, hvilket faktisk kun er med til at højne stemningen på kirkegården.

Mærkelige monumenter

Der er mange berømte bysbørn fra Savannah, der ligger begravet på Bonaventure Cemetery, men de fleste navne siger ikke danskere noget særligt. Det gør Conrad Aiken formentlig heller ikke. Aiken var  forfatter fra Savannah, og han døde i 1973. Hans forældre døde i et drab/selvmord da han var barn, og han besøgte ofte deres gravplads. Her sad han og kiggede på bådene, der passerede forbi på floden.

For at give besøgende på kirkegården den samme oplevelse, er hans gravplads prydet med et mindesmærke formet som en bænk. Her er gæster er velkomne til at sætte sig. Conrad Aikens bænk er dog langt fra det mærkeligste monument på Bonaventure Cemetery.

Der er historier bag dem alle monumenterne, og dem skal man høre. Det kan derfor godt betale sig at gå med på en guidet tur for at få alle de mærkelige, tragiske og komiske historier med.

Bonaventure Cemetery Savannah Georgia
Mosgroede monumenter med mærkelige historier bag er et af trækplastrene på Bonaventure Cemetery i Savannah, Georgia.
The Bird Girl

Med sine gamle egetræer, det dryppende spanske mos, de mange gravmæler og historierne bag, er der ikke noget at sige til, at kirkegården er en populær seværdighed. Den kræver ikke kræver nogen særlig markedsføring. Men der er nok heller ikke tvivl om, at en del af stedets mere moderne popularitet stammer fra bogen Midnight in the Garden of Good and Evil af John Berendt.

Den udkom i 1994, foregår i Savannah og bogens forside er prydet af en statue, som fotografen fandt på Bonaventure Cemetery. Bogen blev en bestseller, og der var så mange, der ville se statuen på kirkegården, at familien måtte fjerne den. De besøgende begyndte at hakke stumper af soklen og på anden måde ødelægge den. Skulpturen hed oprindeligt Little Wendy, men kendes i dag som The Bird Girl, og den er udstillet på Telfair Museum i Savannah.

Husk også at tjekke vores tips til en anden kirkegård ud her. Den ligger i New Orleans og ikke i Savannah. Du kan se mere om Savannah i vores artikel om uafhængige boghandlere.

Bonaventure Cemetery Savannah Georgia.
Forsiden af John Berendts bog med The Bird Girl på Bonaventure Cemetery. Billedet er fra www.amazon.co.uk.

 

Bonaventure Cemetery Savannah Georgia
Bonaventure Cemetery i Savannah, Georgia er meget stor og på denne hjemmeside kan gæster downloade et oversigtskort og andre nyttige ting.

One Reply to “Bonaventure Cemetery, Savannah, Georgia”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *