Ocean City Maryland

Roadtrip i Virginia. På Delmarva-halvøen i det østlige USA kan du opleve vild natur, vilde heste, de fineste strande og de skønneste badebyer. Halvøen er delt mellem de tre stater Delaware, Maryland og Virginia.

Delmarva ligger mellem Atlanterhavet og Chesapeake-bugten, og de nærmeste byer med flyforbindelse fra Danmark er Washington, DC, Baltimore, Philadelphia og New York City. Her er forslag til fem spændende steder på halvøen, som kan nås på et roadtrip i Virginia.

Ocean City

Den kilometerlange sandstrand i Ocean City er flankeret af en boardwalk med forlystelser, souvenirbutikker og hoteller i alle størrelser. Duften af popcorn, candyfloss og friture, pariserhjulet, lydene fra de mange mennesker er så ærkeamerikansk, at hvis du har set filmen Big med Tom Hanks, så vil du forvente hvert øjeblik også at støde på spådomsmaskinen Zoltar på boardwalken. Orker du ikke boardwalkens aktiviteter og larm kan du finde et roligt sommerhus uden for centrum. Supersjovt for børn at holde ferie i Ocean City. Prisniveauet er moderat til højt. Ocean City ligger i Maryland, men ikke langt væk, hvis man er på roadtrip i Virginia.

Ocean Citys officielle turistside finder du her.

Ocean City Maryland Roadtrip i Virginia
Dumsers Dairyland i Ocean City. Ligger på boardwalken.
Assateague Island

Plakater med billeder af folk, der er kommet for tæt på hestene har den forventede virkning: Vi skal nok holde os fra krabaterne ude på øen, Assateague Island. Den er beboet af en flok på omkring 100 vilde ponyer, der selvom de ser kære ud, ikke må forveksles med kæledyr. Hestebid er ikke til at spøge med. Til gengæld er ponyerne sammen med de smukke, hvide sandstrande Assateague Islands største attraktion. Strandene er åbne for badegæster i højsæsonen og der er ishus!

Mere om naturen, de vilde heste, strandene og meget mere her.

Cape Charles

Gæsternes klirren med hvidvinsglassene på sommerhusets terrasse kan høres helt nede på stranden i aftenskumringen. Stranden ligger midt i den lille by Cape Charles på spidsen af Delmarva. Det er en ren og lavvandet strand, der med sine sandklitter og marehalm minder meget om en dansk Østersøstrand. Cape Charles’ lille hovedgade er hyggelig med antikvitetsbutikker, eksklusive forretninger, små cafeer og et fint hotel. Det er en typisk amerikansk velhavende lilleby, og prisniveauet er også relativt højt. I Cape Charles er man kommet til den del af Delmarva, der hører til Virginia.

Ikke så meget en turisthjemmeside, mere for dem, der bor der. Men med god info om Cape Charles her.

Cape Charles strand Roadtrip i Virginia
Stranden i Cape Charles. Cape Charles ligger i staten Virginia.
Peacock Motor Inn

På roadtrip i Virginia eller USA i det hele taget, må du også mindst en gang prøve at bo på et typisk, amerikansk motel. Dem er der masser af, og charme har de faktisk sjældent. Men der er noget meget autentisk ved at dreje ind på det ferskenfarvede Peacock Motor Inn få minutters kørsel fra Cape Charles. Motellet er fra 1950’erne og ligger i en stor lysning omgivet af træer. Det er her, man kommer i kontakt med de almindelige amerikanere, der næsten altid er snakkesalige. Heldigvis er der en bænk foran hvert værelse, og det er bare at sætte sig – i løbet af ingen tid har andre gæster spurgt interesseret ind til din gøren og laden. Værelserne er renoverede for relativt nyligt og ganske små, men fine og rene. Priserne afhænger af sæson, men ligger i den lave til moderate ende.

Har du fået lyst til at booke et værelse? Så tjek Peacock Motor Inns hjemmeside.

Peacock Motor Inn Virginia Roadtrip i Virginia
Peacock Motor Inn ved Cape Charles i Virginia. Det klassiske, amerikanske motel.
Chesapeake Bay Bridge & Tunnel

For at komme fra Delmarva og tilbage til fastlandet – Virginia – kan du køre hele vejen tilbage igen og opleve noget andet end på udturen. Men du kan også køre nogle kilometer længere sydpå fra Cape Charles og tage turen over og under Chesapeake Bay Bridge & Tunnel. Så lander du i Virginias største by, Virginia Beach. Der er flere steder på broen, hvor du kan standse og spotte fugle, få noget at spise eller bare nyde udsigten på roadtrip i Virginia. NB. Broen og tunnelen er “toll road”, så der skal betales for at køre under/over.

Tjek broen og tunnelen ud her.

Læs mere om roadtrip i USA på Highways USA. Her er mange praktiske råd, guides og artikler.

Læs om vores fem klassiske stop på Highway 1. Eller se artiklen, vi har skrevet om Viginia Beach her.

 

One Reply to “Ukendte USA: Fem fede steder på Delmarva-halvøen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *