Pretties af Scott Westerfeld er nummer to bog i en serie på fire bøger om Tally Youngblood. Hun lever i en fremtid, hvor alle får en skønhedsoperation, når de fylder 16. Første bog hedder Uglies, den kan du læse om her.

Pretties af Scott Westerfeld begynder nogen tid efter Uglies sluttede. Tally har fået sin skønhedsoperation og er nu endelig en Pretty. Hun har øjensynlig glemt alt om det, der skete i den forrige bog. Og hun har også glemt alt det, hun fandt ud af om denne skønhedsoperation, der bestemt ikke er uden bivirkninger. Det var mens hun boede i Smokies-lejren sammen med rebellerne, at hun opdagede de her ting, men som sagt, det synes alt sammen glemt nu.

Noget er galt med Pretties

Nu handler livet om at feste, kysse og være smuk og have det sjovt. Men der er et eller andet, som hele tiden nager Tally. Noget, der hele tiden ligger et eller andet sted i baghovedet. Og efter at Zane, en af de meget populære fyre i den meget populære klike The Crims, og Tally bliver venner, finder hun ud af, at der er noget, der er helt galt. Det kan nemlig ikke være rigtigt, at der ikke er andet i livet end at se godt ud og være lykkelig. Slet ikke, når man ikke engang føler sig rigtig lykkelig. Noget, man ellers skulle efter skønhedsoperationen.

Tally ved bare, at der må være noget mere til livet. Hun kan mærke, at tiden er ved at løbe fra hende, hvis hun nogensinde skal kunne gøre op med skønhedsvældet og det, at være lækker og dum. Det er nemlig det,  myndighederne angiveligt stræber efter, man skal være.

Snart er Tally, Zane og resten af The Crims i gang med at lægge planer, og Tally er på vej ud på sit største eventyr nogensinde. Ikke uden konsekvenser, som hun erfarer på sin vej mod at blive et måske bedre menneske.

Denne omtale er noget tynd, men det er simpelthen for at undgå at røbe for meget af det, der sker i etteren.

Læs mere om Pretties her.

Indlægget er oprindeligt skrevet 20. februar 2011. Opdateret 11. april 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *